Norsk-polske naturgasforhandlinger blokerede

En aftale om levering af norsk naturgas til Polen via en rørledning, der skal gå gennem Sverige og Danmark, lader vente på sig. Det statslige norske olieselskab Statoil og det polske energiselskab PGNiG skulle efter planen have haft aftalen på plads inden udgangen af 2000, men forhandlingerne er blevet blokeret, skriver den polske avis Rzeczpospolita.

Ifølge avisen er forhandlingerne stødt på problemer, fordi Polen afviser at give en statsgaranti for den mængde af naturgas, landet vil aftage fra Norge. Ifølge unavngivne kilder, avisen har talt med, kan "underskrivelsen af aftalen blive forsinket i adskillige måneder".

Polens premierminister, Jerzy Buzek, sagde imidlertid tirsdag, at forhandlingerne "går godt".

- Forhandlingerne er meget komplekse, fordi de også involverer Sverige og Danmark. De omfatter finansieringen af bygningen af rørledningen, mængden og prisen for gassen samt prisen for dens transport, sagde Buzek til det polske nyhedsbureau PAP.

Efter planerne skal Polen fra 2004 årligt aftage fem milliarder kubikmeter naturgas fra Norge. Ifølge Rzeczpospolita skyldes forsinkelsen i aftalen også, at Norge nu mener, at rørledningen kun vil være rentabel, hvis Polen årligt aftager otte milliarder kubikmeter naturgas.

Det statslige danske olie- og naturgasselskab DONG er også involveret i forhandlingerne om gasledningen til Polen, da polakkerne også ønsker at aftage dansk naturgas.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen