En død efter skyderi i indvandrerklub
En 46-årig mand døde mandag af det alvorlige skudsår, han fik, da tre jugoslaver ved 05-tiden mandag morgen angreb en indvandrerklub på Åboulevarden på Frederiksberg.
Samtidig anholdt politiet de tre mænd, der menes at have skudt løs i klubben, efter at de havde været i klammeri med to danskere på stedet.
Politiet søgte hele mandagen intenst efter mændene på flere adresser i hovedstadsområdet, og det lykkedes at anholde dem på en af de adresser, hvor politiet mente at kunne finde dem. Senere meldte den tredje mand sig selv til politiet. Alle tre sigtes for drab eller medvirken til drab.
Skyderiet fandt sted under en nytårsfest i en indvandrerklub. To af de nu anholdte var efter et sammenstød med to festdeltagere gået fra stedet. Men de vendte kort efter tilbage i følgeskab med den tredje sigtede, hvor de ifølge politiets sigtelser trak et par pistoler og skød løs mod festdeltagerne med et par ni millimeter-pistoler. To personer blev ramt - blandt dem en 46-årig jugoslav, der blev truffet i maven af et projektil. Et andet offer blev ramt i ben og arme, mens en tredje festdeltager fik smadret næsen af gerningsmændene, der stak af fra indvandrerklubben efter attentatet.
Ifølge kriminalinspektør Frode Olsen fandt skyderiet sted kort efter klokken 05 i "Balkanklubben" på Åboulevarden 37. Politiet ved ikke, om skuddene var rettet mod de ofre, der blev ramt, eller om de blot traf tilfældige festdeltagere.
/ritzau/