DF: Tillad knaldfyrværkeri
Dansk Folkeparti foreslår, at knaldfyrværkeri med en mindre effekt burde være tilladt for at komme smuglerier og produktion af ulovlige kanonslag til livs. Partiet mener, at de mange ulykker med ulovlige kanonslag viser, at den nuværende lovgivning ikke fungerer.
- Der er behov for en helt ny lovgivning omkring fyrværkeri. Det totale forbud af knaldfyrværkeri i Danmark betyder omfattende smuglerier og hjemmelavede bomber. Det kunne man komme til livs ved at tillade knaldfyrværkeri med en mindre effekt. Så får vi en vis garanti for, at smuglerierne ophører og at folk holder op med at forsøge sig med at fremstille livsfarlige bomber. Samtidig får vi en brugsanvisning på dansk på pakkerne, så alle kan forstå, at der ikke er tale om legetøj, siger folketingsmedlem Chr. H. Hansen fra Dansk Folkeparti.
Det skal samtidig kun være tilladt at sælge fyrværkeri mellem jul og nytår, ligesom i Sverige og Tyskland, foreslår han.
/ritzau/