Fortsæt til indhold
Indland

50-årig omkom i fyrværkeri-ulykke

En vestjysk mand døde kort efter midnat, efter at han var blevet ramt af fyrværkeri i sin have i Lem, oplyser politiet.

Sammen med sin søn var den 50-årige mand gået ud i haven for at afskyde fyrværkeri. Ulykken skete, da han blev ramt i venstre side af kroppen, hvilket resulterede i en pulsåre-blødning, oplyser den vagthavende ved Ringkøbing Politi.

Flere personer kom ind i haven og forsøgte at stoppe blødningen, men anstrengelserne viste sig at være forgæves. På sygehuset i Ringkøbing blev manden erklæret for død efter et genoplivningsforsøg.

Tidligt mandag morgen var ulykken endnu ikke klarlagt i detaljer. Således vidste politiet ikke hvilken type fyrværkeri, der var tale om.

/ritzau/