Frihedsstøtten præmieret
Den blev dobbelt så dyr som forventet.
Til gengæld blev den flot, og 17 måneder efter, at den nye udgave af Frihedsstøtten blev rejst på Vesterbrogade, har folkene bag restaureringen af det nationale monument nu fået et skulderklap af Københavns Kulturfond.
Som en påskønnelse af projektet, der endte med at koste 18,5 mio. kr., har kulturborgmester Hans Thustrup Hansen (K) delt diplomer ud til gårdejer Peder Chr. Ottosen, fra bygherren Foreningen Plan-Danmark, samt Plandirektoratet for dets arkitektoniske indsats og den kunstneriske konsulent, billedhuggeren Eric Erlandsen.
Ifølge Martin Günter (SF) var der enighed i kulturfonden om at belønne Frihedsstøtten, selv om Københavns Kommune endte med at betale i alt tre mio. kr. til projektet. Foreningen Plan-Danmark selv betalte 12 mio. kr., og resten af pengene er betalt af Landbrugets Kulturfond og Landbrugsrådet.
Mindesmærke
»Jeg er ikke i tvivl om, at det er et mindesmærke, som vi godt har kunnet være bekendt at bruge penge på at forny,« siger Martin Günter, der sidste år var med til at honorere soklen på rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.
»Det var måske lige i overkanten. Jeg ved ikke, om man kan sige, at selve soklen har en markant betydning for København. Frihedstøtten står et centralt sted, og jeg tror, at den har en symbolsk betydning,« siger Martin Günter.
Frihedsstøtten blev rejst i 1797 af borgere i taknemmelighed over stavnsbåndets ophævelse og den danske bondes frigørelse ni år forinden.
200 år som nationalt monument havde dog slidt så meget på den 26 m høje obelisk og på soklen, at det var nødvendigt at lave en helt ny.
Obelisken på den nye frihedsstøtte er genskabt i bornholmsk sandsten fra Nexø, mens man måtte til Polen for at finde marmor, der mindede om den oprindelige sokkel, som var hugget i norsk marmor.
Projekt fordyret
Begge dele var svære at skaffe, hvilket fordyrede projektet, som begyndte allerede i 1988, da der i forbindelse med 200-året for Stavnsbåndets ophævelse blev indsamlet en mio. kr. til en restaurering.
»Frihedsstøtten er blevet utrolig flot, og den er tilgængelig for folk. Enhver kan komme helt tæt på den, og det er et fremragende håndværksmæssigt arbejde, der er blevet udført,« roser Martin Günter.
Af den oprindelige frihedstøtte er der i dag kun spidsen af obelisken og de fire statuer Agerdyrkningsflid, Borgerdyd, Tapperhed og Troskab tilbage.
De sidste har Københavns Kommune udlånt til landbrugsmuseet Gl. Estrup Herregård ved Randers. Spidsen af obelisken har Nexø Kommune fået lovning på som mindesmærke ved et af de gamle sandstensbrud.
asger.westh@jp.dk