Fodboldinvalid som 22-årig

I løbet af året har JP København bragt portrætter af en række tidligere profiler i de københavnske fodboldklubber.

Ingen har indtil videre været tilnærmelsesvis så unge som dagens profil.

På trods af at han har været fem år væk fra topfodbold og er godt på vej til at blive jurist i stedet for fodboldspiller, er han kun 27 år.

Christian Clem var for fem år siden et af de største talenter i dansk fodbold, men en ankelskade satte en stopper for hans fodboldkarriere - kun få måneder efter at han var fyldt 22 år.

En hård skæbne for et ungt talent, der netop have skrevet kontrakt med Brøndby og havde succes på det norske ungdomslandshold.

Alligevel er Clem en mand med let til grin og smil, når man møder ham i dag.

»Det var klart, at det ikke var sjovt, men det glider i baggrunden. Jeg begyndte at læse jura, og så tænker man på noget andet,« siger Christian Clem, der for fem år siden fik ødelagt ikke bare en lovende karriere og muligheden for at tjene store penge som professionel. Han mistede også en stor del af sin identitet.

»Man vil gerne være god til noget, og fodbold var min chance for at være rigtig god til noget. Hele vejen op igennem ungdomsrækkerne havde man været fodboldspiller, og lige pludselig var man bare som alle de andre,« forklarer han.

Kent Karlsson fandt ham

Barndomsklubben hed Vedbæk, men som 2. års junior skiftede han til Lyngby.

Han fik sin debut på seniorholdet i klubbens mesterskabssæson i 1992, da træner Kent Karlsson fandt ham frem på et tidspunkt, hvor holdet var plaget af skader.

»Det var nok lidt af nød,« siger Christian Clem beskedent, og han nåede da heller ikke at blive stamspiller på et Lyngbyhold fyldt med stjerner.

Kent Karlsson stoppede efter mesterskabet, og da Michael Schäfer overtog ledelsen i Lyngby, røg Christian Clem længere væk fra en stamplads på et tidspunkt, hvor han skulle have vokset sig tættere på.

Derfor skiftede han til Frem, hvor der ifølge ham selv "var billige pladser hos Ole Mørch."

Frem var rykket ned fra Superligaen, og flere profiler havde forladt klubben. Afløsere skulle findes.

»Ole Mørch ringede til mig og spurgte, om jeg ikke kom ud til et møde, og han snakkede og snakkede, og han taler jo godt for sin sag,« siger Christian Clem, der tilsluttede sig fyraftensprofferne i Frem.

Det var en helt anden klub end Lyngby, han var kommet til.

Faciliteterne var dårligere, og tonen var anderledes.

»Stemningen var fed, og på mange måder var den bedre. Der var et andet kammeratskab, og det var ikke sådan, at man blev svinet til af andre, ligesom man havde prøvet med Per Pedersen i Lyngby. Folk var mere lige i Frem, og så var det 1. division, så der var ikke så meget pres på. Det var sjovt, og jeg var glad for det, men det varede ikke så længe,« smiler Christian Clem.

Retur til Lyngby

Han kom til Frem i sommerpausen, og allerede i oktober gik Valbyklubben konkurs.

De sidste turneringskampe blev pludselig betydningsløse, for Frem skulle tvangsnedrykkes til Danmarksserien.

Igen forsvandt flere profiler, heriblandt træner Ole Mørch som tog imod et tilbud fra Herfølge.

I vinterpausen forlod Christian Clem også Frem - til fordel for Lyngby. Han og Michael Schäfer blev enige om at give samarbejdet en ny chance, og Clem trænede hele vinteren i Lyngby.

»Men så var jeg 14. mand til sæsonstarten mod FCK, og det gad jeg ikke, for det havde jeg ligesom prøvet før,« siger Christian Clem, der indrømmer, at han nok var lidt utålmodig.

Han skiftede med det samme til Fremad Amager i 1. division, hvor han tidligere var løbet fra en aftale.

»Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, og hvis man kan tale om, at der overhovedet var nogen karriere, så var det der, den tog fart. Vi havde et kanongodt forår, hvor vi strøg igennem og rykkede op i Superligaen.

Inden Fremad Amager havde spillet så meget som et minut i Superligaen, var klubben allerede blevet mediernes kæledægger.

Den lille arbejderklub kom til at spille rollen som David i kamp mod Superligaens Goliatter.

Aviserne kastede også hurtigt deres kærlighed - og spalteplads - på Christian Clem, Fremads nye stjerne.

Ligesom Thomas Thøgersen i Frem et par år forinden, så Clem lidt anderledes ud med sit lange hår, og samtidig kunne han lidt mere med en bold end gennemsnittet.

Problemerne begynder

Fremad Amager tog da også Superligaen med storm og flere sejre i begyndelsen af sæsonen.

Christian Clem scorede hurtigt en håndfuld mål og førte på et tidspunkt Politikens konkurrence om Guldstøvlen - en pris der blev givet til sæsonens bedste spiller.

»Så gik luften ud af ballonen,« som Clem selv formulerer det.

Dengang var der slutspil i Superligaen, og to hold rykkede ud allerede i vinterpausen. Fremad Amager tog den ene plads.

»Men vi slog FCK både ude og hjemme, og det var stort, for FCK var simpelt hen hadeklub nummer et ude på Amager, så man kunne leve længe på de to kampe.«

Selve nedrykningen oplevede Christian Clem imidlertid kun udefra fra sidelinien.

»Det gik galt i en kamp mod Lyngby, hvor Thomas Rytter lavede en rigtig svinestreg, og det var mere eller mindre der, problemerne med anklen begyndte.«

Brøndby var imidlertid imponerede over den dansk-norske tekniker, så den 1. januar 1995 skiftede han til vestegnen.

»Jeg spillede faktisk alle træningskampe, selv om jeg havde pisseondt og måtte tage nogle sprøjter. Set i bakspejlet skulle jeg aldrig have presset det så meget, men jeg var købt som en forstærkning til klubben, og så vil man gerne vise, at man ikke er helt ad helvedes til,« forklarer Clem.

Karrieren i Brøndby blev kort. Da Superligaen begyndte, måtte han tage til takke med en plads på bænken, men så tabte Brøndby sæsonens første tre kampe, og til den svære udekamp mod AaB fik Clem chancen på venstrekanten foran næsten 18.000 tilskuere.

»Jeg startede inde, men efter ti minutter fik jeg en ordentlig snitter af Calle Facius. Jeg kunne godt mærke, den var helt gal.«

Den var helt gal, men Christian Clem fik ikke lov til at blive skiftet ud, og lige før pausen scorede han endda til 2-0. Det var afgørende, for Brøndby vandt 2-1.

Halvandet år på krykker

»Igen i pausen overvejede jeg at bede om en udskiftning, men heldigvis holdt jeg kampen ud - for det var en fantastisk kamp at være med i,« sagde Christian Clem med ispose på anklen til Ekstra Bladets reporter efter kampen. Det var den 21. april 1995.

»Siden spillede jeg aldrig fodbold på højt plan,« tilføjer Clem i dag.

Hans første hele kamp for Brøndby blev også hans sidste kamp nogensinde i Superligaen, men der gik halvandet år og fire operationer i den ømme venstre ankel, før han selv fandt ud af, at det var slut.

»Først fik jeg lavet en sene, der havde revet sig løs på indersiden af anklen. Anden gang fik jeg lavet nyt ledbånd på ydersiden, tredje gang fik jeg flyttet en nerve, der havde sat sig fast, og fjerde gang fik jeg fjernet noget arvæv. Det gik slag i slag, og jeg lavede ikke andet end at gå på krykker i det halvandet år. Det var simpelt hen så trist, så det halve kunne være nok.«

I dag fortryder Christian Clem de mange operationer.

»Men man var helt desperat for at komme i gang, så jeg var ligeglad. Jo flere knive jo bedre, ikk'? Set i bakspejlet skulle jeg nok have prøvet at være lidt mere tålmodig i stedet for at blive skåret i hele tiden. Men sådan blev det.«

Hvad der egentlig var galt i anklen, er aldrig gået op for Christian Clem, så i dag er han bare glad for, at han ikke har smerter og kan gå normalt.

»Jeg havde regnet med, at jeg skulle være fodboldspiller i mange år fremover, men sådan skulle det ikke gå. Jeg startede på mine jurastudier i 1996, så der kunne jeg godt regne ud, at det var ved at være game over,« fortæller Clem.

Han regner med, at jurastudierne er afsluttet om et par år, og i mellemtiden er fodbold så blevet den hobby, som det begyndte med. For to år siden fandt han fodboldstøvlerne frem igen, og han spiller nu Danmarksseriefodbold i Vedbæk med to af sine brødre.

To gange træning om ugen og kamp i weekenden er lige, hvad anklen kan klare.

»Engang imellem træner jeg kun en gang, hvis jeg har noget med foden, og jeg prøver så vidt muligt at lade være med at tage smertestillende medicin.«

I onsdags var han i Brøndby for at se pokalkampen mod FC København, og for nylig så han også træningskampen mod Rosenborg. Det er de eneste gange, han har været på Brøndby Stadion, siden han stoppede i klubben.

»Jeg gider ikke rigtig at se fodboldkampe, for det kunne have været mig, der løb rundt derude.«

jpk.fodbold@jp.dk