Dansk redningsmand omkommet: Hele Thyborøn berørt

Thyborøn flagede på halv i går.

Stemningen i den vestjyske fiskerby var trykket helt fra morgenstunden. Meddelelsen om, at en lokal redningsmand var omkommet under nattens farlige redningsaktion i den frådende Nordsø, spredtes som lynild på havnen allerede i de tidlige morgentimer. Og i løbet af formiddagen blev redningsmandens identitet bekræftet. Ole Stie Olesen havde været redningsmand i over 20 år, og i en by af Thyborøns størrelse kan der sættes ansigter på de fleste.

»Det berører alle i byen, når sådan en ulykke sker. Det er dybt tragisk,« fortæller fisker Christian Rasmussen.

Som mange andre fiskere i Thyborøn fik han i går varmen og lidt at spise i "Pølseboden" på havnen. Og dødsulykken satte sit mørke præg på stemningen i cafeteriaet.

»Det er noget specielt, når det går ud over redningsfolk. Som fisker ved jeg også, hvordan havet kan være i sådan en storm. Det er ikke rart,« siger Christian Rasmussen.

Det hele i perspektiv

Stormen og de meterhøje bølger ville den lokale redningsformand Villy Jakobsgaard længere ude på havneanlægget ikke tale om. Han har været redningsmand i 18 år, og er derfor vant til at skulle ud, når bølgerne går højest. Men som resten af byen var han meget berørt af den tragiske ulykke.

»Som redningsmand tænker jeg aldrig over, at der også kan ske noget med os. Inderst inde ved jeg det jo godt, og sådan en hændelse sætter det hele i perspektiv,« siger Villy Jakobsgaard, der kendte den omkomne som en særdeles kompetent redningsmand.

De arbejdede ikke fra samme redningsfartøj. Villy Jakobsgaard er redningsformand på det lokale redningsfartøj "Martha Lerche", og Ole Stie Olesen var redningsmatros på fiskeriinspektionsskibet "Vestkysten", som også udfører redningsopgaver og hører hjemme i Thyborøn.

Da fragtskibet "Faros" kom i problemer mandag eftermiddag, skete det så mange sømil ude på havet, at opgaven skulle klares af den noget større "Vestkysten". Villy Jakobsgaard gik derfor hjem til normal tid. Men han blev vækket af telefonen kl. 02.30 natten til tirsdag.

»Med det samme den ringede, var jeg klar over, at der var opstået problemer ude ved fragtskibet,« siger han.

I løbet af fem minutter var han og fire besætningsmedlemmer på vej ud på det mørke hav, så hurtigt "Martha Lerche" kunne forcere de høje bølger. Den lokale redningsbåd skulle bruges til at lede efter de otte mænd, der var kæntret i "Vestkystens" gummibåd.

»Men vi nåede kun at sejle i en time, før vi fik besked om, at de alle otte var reddet om bord på "Vestkysten". Så vendte vi hjemad,« fortæller Villy Jakobsgaard.

På tilbagevejen kunne redningsmændene på "Martha Lerche" dog over radioen følge med i, at én person ikke havde overlevet turen i de op mod 15 meter høje bølger.

»Alle redningsfolk har prøvet bølger i den højde, og vores redningsudstyr er 100 pct. i orden. Det er det dyreste kram, der kan købes for penge,« siger redningsformanden.

»I en overlevelsesdragt kan man klare at ligge i vandet i op til 48 timer, så der må være sket et eller andet specielt.«

I Thyborøn gættede fiskerne på flere teorier. Blandt andet, at Ole Stie Olesen er blevet ramt af et af de tonsvis af drivende træstammer fra den nødstedte fragters last. Eller at han er blevet ramt af en af de høje søer.

»Bølger i den højde slår rigtig hårdt,« bekræfter Villy Jakobsgaard.

Han afventer nu søfartsmyndighedernes nærmere undersøgelser af ulykken, og tænker imens selv tolv år tilbage. Præcis 1. november 1988 kæntrede han og fire andre i redningsstationens daværende båd, NRB 35, under en redningsaktion. I storm og bølger som i mandags.

»Men den rettede sig heldigvis selv op, og vi kom alle ombord igen. Vi har et farligt job, men det er vi nødt til at tage med, når det drejer sig om at redde liv.«

Alligevel samledes stationens ti redningsmænd i går morges, og fik sig en lang snak om den tragiske ulykke - og de generelle sider af deres job. Imens fik deres kolleger på "Vestkysten" ikke langt fra redningsstationen krisehjælp om bord på deres redningsskib efter nattens uhyggelige oplevelser. Ole Stie Olesen blev 56 år.

jette.aaes@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.