Plankeværk i fjendens lejr

Stilen er den samme, som dengang Brøndbys træner for de bedste ungdomsmålmænd selv var på toppen.

Altid klar med en frisk bemærkning, som her, hvor fire Brøndby-målmænd bliver instrueret i en gribe-øvelse.

Alligevel er der noget, der ikke helt er som det plejer.

Navnet på målmandstræneren er Palle Petersen, der både i B 1903 og FC København har sørget for mange ærgelser på den københavnske vestegn i sin tid som aktiv.

Nu står han i Brøndby-dress og lærer sine gamle ærkefjenders nye generation af målmænd, hvad der skal til på højeste niveau.

Men ikke nok med, at han i dag er lønnet af Brøndby.

Han optræder også for klubbens old boys-hold, der netop er kommet i SBUs pokalfinale.

»Det er vel på tide, jeg får betalt nogle af alle de point tilbage, jeg har stjålet herude i Superligaen,« griner Palle Petersen, da han skal give en forklaring på, hvordan i alverden han er endt i Brøndby.

Alle ugens syv dage går med målmandstræning, som udover Brøndby foregår i Køge, hvor han er fire dage om ugen. Derudover har han et fuldtidsjob som kvartermesterassistent med tilsynsfunktion på Herlev Amtssygehus.

»Jeg kører den hårde linie. Men det ville selvfølgelig ikke kunne gå uden opbakning hjemmefra,« siger Palle Petersen, der sammen med hustruen Gitte har børnene Christian på 18 år og Kenneth på 16 år.

Fra målmand til portør

For Palle Petersen var det en omvæltning at stoppe med fodbolden.

Han var en ganske godt betalt målmand i Superligaen, da han i 1995 stoppede karrieren og stod uden job og uddannelse.

»Det var halvhårdt at gå ned fra x antal kroner til x antal meget mindre kroner, specielt fordi jeg startede som portøraspirant. Det er ikke verdens bedst lønnede job, men jeg kunne dengang godt tænke mig at køre ambulance, og det lugtede jo lidt af det,« siger Palle Petersen, der dog havde lidt erhvervserfaring med sig i form af et arbejde på trykfarvefirmaet B&M samt hos Sadolin.

»Jeg vidste jo godt det der med den uddannelse, at jeg ikke havde noget, så jeg håbede på at fortsætte hos Sadolin, efter jeg stoppede. Men det blev ikke til noget, og så må man ligesom selv,« siger Palle Petersen om jobmulighederne for en pensioneret målmand.

Fortid som angriber

Det lå ellers ikke i kortene, at Palle Petersen skulle ende sine fodbolddage som målmand.

Som ungdomsspiller var han en ganske habil angriber med mål i støvlerne for Albertslunds juniorer, men da der blev stillet krav til konditionen som ynglingespiller, trissede Palle ned på målet - og der blev han.

»Jeg var for doven, og målmandsposten var ganske enkelt et spørgsmål om at overleve,« siger Palle Petersen, der hurtigt fik overbevist træneren om, at han såmænd var endnu bedre på mål end foran et mål.

Den første store udfordring lå i Fremad Valby. Som ung målmand troppede han op i klubben - og blev henvist til serie 5-holdet, hvor der var øl før træning.

Det var dog for meget af det gode for en ung og trods alt meget ambitiøs målmand.

»Det var jeg slet ikke gearet til, så det var med at tage handskerne på og knokle derudaf. Det tog mig så et halvt år, før jeg med lidt held kom på divisionsholdet,« siger Palle Petersen.

Men så var navnet også slået fast i Valby-klubben, hvor Palle var tæt på karrierens første triumf i form af en oprykning til 2. division. Det glippede på sidste spilledag, da Fremad Valby tabte til Nørresundby - der i øvrigt er Fremad Valbys venskabsklub.

Et øgenavn blev skabt

Men Palle Petersen kom nu alligevel op i 2. division, for AB - som Palle Petersen kaldte Arbejdernes Boldklub - stod klar med et tilbud, som han takkede ja til, og dermed grundlagde det legendariske tilnavn "Palle har".

»Min træner derude Peter Dahl havde meget med, at når man råbte efter hinanden, skulle man råbe fornavnet. På samme måde, når jeg gik ud af målet, var det med et "Palle har", og så har det bare hængt ved siden,« siger Palle Petersen.

Selv om "Palle har" i flere tilfælde blev til "Palle har ikke", så rakte talentet alligevel til en drømmekontrakt i storklubben B 1903.

»Det var sådan lidt det med, at når man havde sat sig et mål og grebet bolden, så skubbede man den lige et stykke længere for at se, om man kunne nå den igen,« er Palle Petersens forklaring på skiftet til B 1903.

»Det endte så med at blive min klub.«

Stod bedre i Toto

Det var også i B 1903, at karrierens måske bedste kamp blev stået - på det olympiske stadion i München i 1991. B 1903 havde på fantastisk vis vundet 6-2 på hjemmebane, men den tyske storklub Bayern var meget opsatte på at vende nederlaget til samlet sejr. Det tyske projekt mislykkedes takket være Palle Petersen.

»Men det var faktisk ikke min bedste kamp. Jeg har stået bedre i Toto-cupen, selv om det da gik meget godt nede i München,« siger Palle Petersen, der efter kampen blev døbt "plankeværket" af formiddagsaviserne. Faktisk fik han allerede det hædrende tilnavn et år inden ved uddelingen af "det gyldne bur," som han dog ikke vandt, men det fik først bred folkelig opbakning, da han præsterede mirakelkampen i München.

Siden endte B 1903 i UEFA Cup-kvartfinalen mod Torino, hvor Palle Petersen ikke var med. Runden inden mod Trabzonspor fik han nemlig det røde kort.

»Deres angriber var et par timer hurtigere end mig, så jeg måtte lige ud med leen,« siger Palle Petersen.

Det var også med det B 1903-hold, at han første gang blev dansk mester - men navnet var skiftet ud til FC København og anlægget hed Peter Bangs Vej.

»Jeg ville gerne have holdt det i B 1903, og efter sølvmedaljen i 1994, røg alle støttepillerne ud én efter én i FCK. Men springet var som sådan ikke så stort fra B 1903 til FCK, for det var de samme folk, da vi startede. Den eneste forskel var sådan set, at der ikke var larm fra Lyngby-vejen,« siger Palle Petersen.

Med mesterskabet kom også guldfesten i Parken mod AaB.

Alt var linet op til den store hyldest af de danske mestre, men på billederne i minutterne efter kampen ser man en eddikesur Palle Petersen.

Grunden var et ikke-eksisterende københavnsk forsvar i kampen, der endte med 4-6, og selv om man er kendt som den glade dreng med den kvikke bemærkning, så har man en faglig stolthed.

»Det kunne gutterne altså ikke være bekendt. Det var ikke spor sjovt for mig at løbe æresrunde med seks bolde på ryggen,« lyder det fra Palle Petersen, der dog forsikrer, at de manglende markeringer blev glemt i løbet af guldfesten.

Nedturen i Parken

Det var også med FC København, at Palle Petersen fik sit livs værste fodboldoplevelse.

Som mestre skulle holdet prøve kræfter med Europa, og de italienske giganter fra Milan med Brian Laudrup på holdet stod klar i Parken i efteråret 1993.

Det blev til det største nederlag til dato for FC København i Parken. Allerede efter ét minut var italienerne i spidsen.

»Men det var nu ikke første gang, jeg rørte bolden. Det gjorde jeg først ved deres tredje mål, for de to første var sparket så hårdt ind, at de røg ud af målet igen, inden jeg fik fingrene på,« kommer det fra Palle Petersen, der blev passeret seks gange af de stærke italienske mestre.

Afskeden med FC København blev lige så trist som mødet med Milan.

Trods ti år i selskabet - heraf hovedparten i B 1903 - fik han i foråret 1994 kun tilbudt en forlængelse af kontrakten med et halvt år, og samtidig til lavere løn. Det var ikke godt nok for Palle Petersen, og han valgte derfor at skifte til naboen Lyngby, der kom med en etårig kontrakt.

»Fodbold er forretning, og det accepterer jeg. Det må jeg så handle efter, og jeg var også nødt til at se på min alder. Jeg havde fået en advarsel, da jeg sprang bicepsmusklen i starten af foråret, men alligevel synes jeg, det var for tidligt at stoppe,« siger Palle Petersen.

I Lyngby blev det ikke til de store triumfer, men alligevel fik Palle Petersen sin personlige hævn over FC København, der kasserede den dengang 35-årige Palle Petersen på grund af alderen - i øvrigt for at se den syv år ældre Per Poulsen vogte FC Københavns mål et par måneder senere.

»Jeg spillede der tre gange for Lyngby, og de fik ikke scoret på mig en eneste gang. Det, jeg nu husker bedst, ved de kampe var, at fansene stod og råbte "Palle, kom hjem". Det var virkelig en stor oplevelse at stå og høre det,« siger Palle Petersen, der efter Lyngby-tiden endte sin divisionskarriere i Fremad Amager.

Ikke en prototype

På mange måder var Palle Petersen ikke prototypen på en professionel fodboldspiller.

Han var - og er - stadig glad for en kølig pilsner og en smøg, og det der med løbeture blev aldrig den reaktionsstærke målmands livret.

Derfor er det nærliggende at spørge ham, om han ikke tilhører en uddøende race i dansk fodbold.

»Nu kan jeg jo sagtens sige ja til, at jeg godt kunne klare det i dag, men det tror jeg godt på, jeg kunne, hvis jeg kom over den første hurdle. Men jeg indrømmer gerne, at der var mindre socialt liv allerede i slutningen af min karriere. Spillerne tog hurtigere hjem, og det er ikke lige min stil. Jeg kan love dig for, at jeg aldrig er den første, der har forladt omklædningsrummet,« siger Palle Petersen, og bruger Brøndby som eksempel på at begge ting sagtens kan lade sig gøre.

»Jeg er blevet virkeligt imponeret over det klubliv, der er herude. Det ene behøver ikke forhindre det andet, for min holdning har altid været, at vi lever for at have det sjovt,« siger Palle Petersen.

jpk.fodbold@jp.dk