Firsernes boheme

Topholdet er i angreb.

Jan Juul Berg afleverer til Michael Manniche, som på kanten af feltet modtager bolden, og uden betænkningstid sender han den sikkert forbi målmand-en til 1-0 i topkampen på Tårnby Skole mod Kongeholdet. Kampen ender med en 3-2 sejr til Skovshoved, og holdet er nu næsten sikker på oprykning.

Målscoreren er iklædt rød trøje og blå bukser, og nostalgikere på den københavnske vestegn kan lade tankerne flyve tyve år tilbage, da samme mand scorede to mål i Hvidovres 5-3 sejr over Lyngby i pokalfinalen fra 1980.

Året efter var han med til at sikre Hvidovre det tredje og foreløbig sidste danske mesterskab. Det er stadig den samme spiller, og klubdragten ligner til forveksling Hvidovres. Men ellers er der ikke mange ligheder.

I foråret 1980 var Michael Manniche 20 år, langhåret og netop ankommet til den daværende storklub fra Brønshøj. I dag er han 41 år, korthåret og spiller på veteranholdet for Skovshoved i de gamle fodboldspilleres serie 3.

Skovser fra første dag

I de tyve år, der er gået, har Manne, som er hans øgenavn, vundet to danske mesterskaber og en pokalsejr herhjemme, samt to gange guld i den portugisiske liga og tre pokaltriumfer i landet på den iberiske halvø.

Selv om han har været vidt omkring i sin fodboldtid, faldt han hurtigt til i Skovshoved, fortæller formanden for klubbens old boys afdeling, Jesper Skov, som sætter pris på Manniche. Både på og uden for banen.

»Han er en fed fyr. Manne blev "skovser" lige med det samme, da han kom til klubben, hvor han hurtigt faldt ind i det sociale liv. Han er ligeglad med, om han spiller i Benfica eller på Tårnby Skole,« er Jesper Skovs vurdering af den tidligere landsholdsangriber, som udstråler både ro og beslutsomhed på banen, og ligesom i sin tid i professionel fodbold er han med sin højde en nyttig mand i modstandernes straffesparksfelt.

Blandt holdkammeraterne på Skovshoveds veteranhold er Preben Elkjær, der dog ikke er med denne aften på Amager. Og lige som Manniche ligner sig selv, er der heller intet forandret ved 1980ernes nationalklenodie på en fodboldbane.

»Han er lidt gal. Jeg afleverer tit til ham, men det er sjældent, han spiller mig den anden vej. Han er en kæmpe egoist på en fodboldbane,« lyder Manniches skudsmål om makkeren i Skovshoveds angreb, som han sjældent nåede at spille sammen med på landsholdet.

Toppen af kransekagen

På trods af at han scorede 79 mål på fire år i portugisisk fodbold, var der sjældent bud efter Michael Manniche i landsholdstrøjen.

»Det er da ærgerligt. Det er jo meget hyggeligt at spille sammen med Preben nu,« siger han, men understreger, at han ikke var bitter over, at det kun blev til 11 landskampe, hvoraf flere var på OL-landsholdet.

»Det var jo toppen af kransekagen af spillere, der var til rådighed på det tidspunkt, og med Preben Elkjær og Michael Laudrup i front havde man to af Europas bedste angribere, hvad skulle jeg dog lave der? Der havde jeg jo intet at gøre,« fastslår han, samtidig med at han dog fremhæver, at flere reservetjanser for Elkjær og Laudrup kunne have været en mulighed.

»Jeg håbede da på en skyggefunktion, så jeg kunne blive udtaget til EM og VM, men der var jo andre gode spillere oppe på toppen dengang som Flemming Christensen og John Eriksen, og så var der nok ikke så meget fokus på den portugisiske liga.«

Men i Benfica i Lissabon var Manniche en stjerne. Efter en indkøringsperiode på et halvt år, fik han efterhånden tilkæmpet sig en fast plads hos den svenske træner Sven Göran Eriksson, som hentede ham til klubben.

Livsnyderen

Flere portugisere så lidt skeptisk på den store og langhårede dansker og spurgte sig selv, hvad denne høje centerforward kunne bidrage med i den tekniske fodboldstil, som Benfica var og er kendt for. Men svenskeren havde en plan.

Manne skulle erobre bolde i luften og enten selv udnytte chancer eller skabe muligheder til andre. Og efterhånden som han scorede og scorede, og Benfica vandt mesterskaber og pokalturneringer, blev han et stort navn på de kanter.

Udover den sportslige succes fik han prædikatet boheme sat på sig. Et udtryk, der dækker over en person, som lever en uborg-erlig tilværelse og nyder livet.

Manniche forstår ikke selv dette image. Han mener ikke, at han nød livet mere end så mange andre jævnaldrende ungkarle.

»Jeg var ikke typen, der gad sidde alene hjemme og se TV. Jeg havde lyst til at møde andre mennesker. Jeg var da ikke blevet en bedre fodboldspiller af at sidde derhjemme og lægge kabale,« fastslår han og siger samtidig, at det var svært for ham at gemme sig, når han viste sig på gaden.

»Jeg skilte mig jo noget ud. Jeg havde 30 centimeter længere hår og var 20 centimeter højere end de andre dernede,« siger han og antyder, at det anderledes udseende også var populært hos den feminine del af befolkningen.

»Der var da frit valg på alle hylder. Jeg var jo single og spillede for Benficas hold, så strømmede tilbuddene ind fra øst og vest, og det er svært at takke nej til dem alle sammen,« konstaterer Michael Manniche med sin rolige og dybe stemme.

Succes med 03´erne

Tiden i Portugal var dog også en ensom periode for ham, og til sidst, da han røg lidt ud af holdet, besluttede han sig for at tage hjem til Danmark og København.

Denne gang faldt valget på B 1903, og i debuten mod Kastrup scorede han tre mål i en 5-0 sejr.

Han faldt godt til i klubben på Lyngbyvej, som han spillede for indtil 1992, da klubbens førstehold blev fusioneret med KBs til FC København, som han repræsenterede i de to første år af konstruktionens historie.

Tiden i begyndelsen af 1990erne betragter han som en af de bedste perioder i hans fodboldtid både socialt og sportsligt.

Holdet i B 1903s sidste år og de første år med FC København var en god blanding af rutinerede spillere som ham selv, Ivan Nielsen, Pierre Larsen og Palle Petersen og talenterne Lars Højer, Diego Tur, tvillingerne Johansen og Christian Lønstrup.

»Vi havde en rutineret linje, som gik igen i både forsvar, midtbane og angreb, og så havde vi alle talenterne ude i siden,« siger han om holdet, der vandt én gang guld og to gange sølv i Superligaen og bankede Bayern München ud af Gentofte Stadion med en 6-2 sejr.

Michael Manniche peger på en rutineret stamme af spillere som en vigtig forudsætning for succes. Det er gået igen i hans tid i både Hvidovre, Benfica og B1903/FCK, hvor han alle steder har vundet trofæer.

Han mener, at FC København begik en fejl ved ikke at knytte de rutinerede spillere som ham selv til klubben, da de stoppede karrieren.

Her har man ændret politik de senere år, hvor både Carsten V. Jensen og Lars Højer er ansat i FC København i forskellige funktioner og den 35-årige Michael Mio Nielsen også er lovet ansættelse, når hans karriere slutter.

En strategi Manniche sætter pris på, ligesom han bifalder indkøbene af Jacob Laursen i forsvaret, Ståle Solbakken på midtbanen og Pascal Simpson i front som en rutineret kæde.

Fyret i FCK

Selv gjorde Manniche comeback i FC København som hjælpetræner i 1996, da Kim Brink trådte til som cheftræner.

Efteråret blev dog en kold oplevelse for den nye duo, nederlag fulgte nederlag, og klubben lå i perioder til nedrykning.

Selv satte hjælpetræneren sit gode eftermæle på spil og kom efter to års fravær som 37-årig igen på banen på grund af skader i den forreste linje.

Senere på sæsonen blev han fyret, da en ny ledelse var kommet til FC København. Blandt andre den nuværende direktør, Flemming Østergaard.

Manniche fik sin fyreseddel i omklædningsrummet, og det skabte en del overskrifter i aviserne dengang. Kort efter indgik han forlig med klubben, der blandt andet indeholdt, at han ikke skulle udtale sig mere om sagen.

»Og det holder jeg fortsat fast i. Der er ingen grund til at rippe op i det,« siger han og nævner, at han fortsat følger FC København og er i løbende kontakt med ledelsen.

Flemming Østergaard møder han ofte på golfbanen, og så sent som i onsdags ringede han og spurgte sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm, om han kunne få en plads til kampen FCK-AB.

»Det var en hyggelig aften. FCK vandt, og jeg mødte gamle holdkammerater og andre, jeg kender. Jeg kørte glad hjem fra Parken,« siger den tidligere boheme, der stadig sætter pris på at nyde tilværelsen.

Det sker dog på en anden måde end dengang i 1980erne i Lissabon.

I dag foregår det sammen med konen Birgitte og parrets to børn i familiens hus i Skovshoved samt ved veteranfodbold i den lokale klub.

Lod sig lokke med

Tidligere har han været involveret i tøjfirmaet Marlboro, men det er han kommet ud af igen.

»Det var meget, meget giftigt og alt for risikobetonet. Jeg blev præsenteret for en forventet omsætning og fortjeneste, der ikke blev til noget. Der var jeg for dum, at jeg lod mig lokke med. Jeg er heldigvis ude af det,« siger Michael Manniche, som håber på at vende tilbage til fodbolden i en eller anden funktion.

I det seneste stykke tid har han haft mest travlt med at indrette huset i Skovshoved.

Han kalder sig jobsøgende netop nu, men bruger blandt andet tid på at hjælpe sin gamle ven fra folkeskolen Kim Røntved, der i dag er forretningsmand i USA.

Han skal hjælpe ham med at lancere et plastikprodukt i Skandinavien.

Det var netop klassekammeraten Røntved, der fik meldt Michael Manniche ind i Brønshøj Boldklub i 15-års alderen. Og det er der sikkert mange, der er glade for i Hvidovre, Benfica, B 1903, FC København og Skovshoved.

jpk.fodbold@jp.dk