Søværnet har jagtet grind

Forsvarsministeriet fastslår, at opgaven denne gang alene bistår det lokale politi med at holde styr på de tilsejlende miljøaktivister.

Mens ordren til inspektionsskibet Hvidbjørnen i disse dage entydigt går på at forhindre de militante "Sea Shepherd"-miljøaktivister i at genere det færøske grindejagt, så var søværnet for år tilbage mere aktiv i det kontroversielle fiskeri.

Faktisk har søværnets inspektionsskibe tidligere selv været med til at jage de små hvaler ind til kysterne. Ind på lavt vand, hvor færingerne - dengang som nu - stod klar til at stikke deres dræbende knive i de stor pattedyrs åndehuller.

Tilbage i september 1979 førte denne praksis imidlertid til en større ballade i en række danske aviser.

F.eks. kunne man på forsiden af dagbladet BT, den 10. september 1979 læse: "Flåde-oprør: Vi tvinges til dyrplageri".

Artiklen handlede om besætningen på søværnets inspektionsskib "Fylla", der udtrykte stor vrede over at have deltaget i forfølgelsen af en flok grindehvaler, som skibet efter ordre fra kaptajnen skulle have forsøgt at jage ind i en færøsk bugt, bl.a. ved hjælp af den høje hyletone fra Fyllas sonar-anlæg.

»Heller ikke dengang var danske politikere og militærfolk populære overalt på øerne, så den aktive deltagelse i grindefiskeriet var en måde at fedte for de danskerkritiske færinger,« forklarer en befalingsmand, der selv deltog i togtet, i dag.

Beskyldninger blev i første omgang pure afvist af såvel forsvarsledelsen som daværende forsvarsminister Poul Søgaard (S). Det var bare en øvelse med sonar, hævdedes det officielt, selv om gamle interne skibsmeldinger, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, viser, at "Fylla" hele natten og frem til den lyse morgen den 23. august 1979 "prøvede at holde kontakt" med en flok grindehvaler øst for Nolsø.

Nogle dage senere kunne man i en anden avis læse, at daværende kommandørkaptajn Mogens Rørly fra Færøernes kommando nu erkendte, at inspektionsskibene tidligere havde deltaget aktivt i grindejagter. Det var åbenbart fast rutine "i henhold til den ældgamle færøske skik, at når grind opdages, deltager simpelthen alle skibe i farvandet", som det blev udtrykt dengang. En trafik, som kommandørkaptajn Rørly fastslog, at han nu havde krævet stoppet.

I dag er forsvaret ikke i tvivl om inspektionsskibet Hvidbjørnens rolle:

»Vi sejler udelukkende ved Færøerne for at assistere det lokale politi i forhold til miljøaktivisterne. Vil færingerne jage grind, er det deres egen sag, som vi ikke blander os i. Det er mange år siden, vi har hjulpet dem med det,« fastslår kontorchef i forsvarsministeriet, kommandørkaptajn N.A.K Olsen.

mads.stenstrup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen