Medvind for Midtfyn

For første gang kan Midtfyns Festivalen komme i den situation, at man må afvise publikum, idet man har besluttet at lukke portene, hvis besøgstallet når 35.000.

Til trods for gråvejr, et aflyst hovednavn og skyggen af tragedien i Roskilde åbnede Midtfyns Festivalen med god stemning og pæn tilstrømning. Torsdag formiddag var over 22.000 tilskuere strømmet til Ringe, og dermed er der udsigt til, at festivalen for første gang i sin historie kan komme til at afvise publikum, selvom der langt fra er tale om den største Midtfyns Festival.

I år har festivalen nemlig besluttet at lukke portene, hvis man når 35.000 besøgende - og det vil man, hvis tilstrømningen fortsætter i det nuværende tempo.

Tragedien i Roskilde i sidste uge, hvor ni mennesker mistede livet, satte i sagens natur et vist præg på starten af Danmark næststørste festival. Fra begge festivalens to største scener blev musikprogrammet indledt med et minuts stilhed for ofrene for tragedien i Roskilde.

Ekstra nødudgang

På pressemødet torsdag understregede festivalleder Nina Færgemann dog, »at det ikke nytter, at alting går i stå på grund af tragedien«, og at gennemgangen af sikkerheden i den anledning kun havde medført få ændringer af festivalens procedurer.

Bl.a. har arrangørerne indført en ekstra nødudgang ved festivalens største scene, Rockscenen, ligesom man har bebudet, at man vil slå ekstra hårdt ned på publikum, der "stagediver" eller "crowdsurfer", dvs. kaster sig ud over medpublikum på en hasarderet måde.

Lennox-afbud

Festivalens første døgn blev da også gennemført uden større dramatik end, at en kranfører fik kvæstet sin finger i forbindelse med arbejde på pladsen.

Derudover sad festivalledelsens største problem på ryggen af den engelske Eurythmics-sangerinde Annie Lennox. Den engelske super-duo måtte i sidste øjeblik aflyse koncerten på Midtfyn på grund af Lennoxs dårlige ryg. Og på grund af det sene afbud kunne festivalen ikke finde en passende erstatning for Eurythmics, der sammen med Tom Jones, der spiller søndag, var festivalens absolutte hovednavn.

Det er 25. gang, at den lille fynske by Ringe lægger græsarealer til festivalen. For at fejre jubilæet har Midtfyns Festivalen skabt en særlig jubilæumsscene, som hylder fortiden med navne som Lasse og Mathilde, Billy Cross, Stig Møller og Peter Abrahamsen. Ellers byder jubilæumsfesten på forskellige overraskelser. Således fik et ungt par deres telt skiftet ud med et ophold i en luksus-campingvogn med tilhørende nanny, som skal hygge omkring parret under festivalen.

Mudret glidebane

Så heldige var veninderne Dorte Østergaard Poulsen, Tine Munk, Lene Dam og Liza Lodberg fra Esbjerg ikke. De fandt plads til deres to telte på campingarealets notoriske skrænt - et par enkelte byger og skrænten forvandles til en mudret glidebane.

Dorte Østergaard Poulsen og Tine Munk kæmpede med oversejlet, mens Lene Dam og Liza Lodberg slæbte resten af gruppens bagage op til lejren - Faxe dåseøl, vodka, dåseleverpostej, popcorn og farmorboller samt tæpper, tasker, en blomstret toilettaske og en enkelt Falckkasse.

Tragedien på Roskilde har ikke fået de fire veninder til at genoverveje deres tur til Fyn.

»Jeg har overvejet, at jeg ikke skal stå helt oppe foran,« siger Lene Dam.

Og så ser pigerne frem til fire dage med god stemning og musik - og måske lidt festivalflirt.

»Jeg er træt af, at Lars Lilholt ikke kommer. Han var så god på Skanderborg Festivalen sidste år. Jeg kan bedst lide "syng-med-koncerter",« siger Dorte Østergaard Poulsen til venindernes morskab.

vibeke.larsen@jp.dk

michael.rachlin@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen