Skatten i ro i kommuerne

Ni af 10 kommuner holder skatten i ro.

Danskerne behøver i det store og hele ikke frygte kommunale skattestigninger næste år.

Ni af 10 kommuner holder nemlig skatteprocenten i ro, og det gælder blandt andre landets største kommuner som København, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Frederiksberg.

Det viser et rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt landets 275 kommuner.

178 kommuner har svaret på spørgsmålet, og heraf tilkendegiver næsten 87 pct., at skatten skal holdes i ro. Kun knap 12 pct. venter skattestigninger, mens tre kommuner svarende til 1,7 pct. endda regner med at sætte skatten ned.

Godt tilfreds

Formanden for Kommunernes Landsforening, KL, borgmester Anker Boye (S), havde frygtet, at flere kommuner ville sætte skatten op - og er derfor særdeles godt tilfreds med prognosen.

»Den viser, at kommunerne er disciplinerede og forsøger at overholde vores aftale med regeringen om at holde skatten i ro for landet som helhed. Kommunerne ved, at skattestigninger ikke er løsningen på deres økonomiske problemer, og at de skal forsøge at få det maksimale ud af borgernes penge,« siger KL-formanden.

Bov, Ballerup og Bogense kommuner bebuder skattenedsættelser, og Ballerups borgmester, Ove Dalsgaard (S), regner med en skattereduktion på 0,2 procentpoint.

Orden i økonomien

»Vi har orden i økonomien og en lav ledighed i kommunen. Derfor regner jeg helt bestemt med, at vi kan sætte skatten ned,« siger Ove Dalsgaard, der lige nu har en kommunal trækprocent på 21,6.

På nær Helsingør Kommune, der venter en skattestigning, er det først og fremmest små kommuner fra "Det Skæve Danmark", der ser sig nødsaget til at hæve skatten.

I Sydlangeland Kommune tror borgmester Knud Gether (borgerliste), at det bliver nødvendigt med en stigning på 0,2-0,3 procentpoint. Tidligere på året hindrede en forskel på kun 43 stemmer en sammenlægning af øens tre små kommuner.

»Der skal penge til for at opretholde en rimelig service, og vores problem er ikke mindst det svage skattegrundlag. En hel procents stigning i skat giver kun ca. 3,5 mio. kr. i kommunekassen,« siger Knud Gether.

Øgede udgifter

I Holsted Kommune venter borgmester Carl Aaskov (V) en stigning på over 0,5 procentpoint. Den lille jyske kommunes skatteprocent er lige nu 20,5 procent.

»Vi har øgede udgifter til ikke mindst kontanthjælp og førtidspension, og derfor bliver vi nødt til at hæve skatteprocenten,« siger Carl Aaskov.

Selv om langt de fleste kommuner holder skatten i ro, er det i høj grad usikkert, om kommunerne kan holde sig inden for en stigning i driftsudgifterne på en procent, som også er en del af den økonomiske aftale med regeringen.

60 pct. af kommunerne svarer, at de regner med at kunne overholde den økonomiske aftale, mens 17 pct. afviser, at de kan holde sig inden for rammen. De sidste 23 pct. er usikre - og svarer "ved ikke".

dorte.kuula@jp.dk

axel.andersen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen