Bro over gammel voldgrav

De blodige krige mellem to broderfolk er fortid, en moderne bro er sænket over voldgraven mellem Sjælland og Skåne og flere end 100 års anstrengelser omsider kronet med held. Danmark er nu officielt landfast med Sverige.

Under pomp, pragt og ret milde vejrguder indviede Dronning Margrethe II af Danmark og Kong Carl XVI Gustaf af Sverige sammen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den svenske statsminister Göran Persson i går eftermiddag den 16 kilometer lange faste forbindelse over Øresund.

Dronning Margrethe sagde i sin tale ved åbningsceremonien, at Øresundsbroen som et spændstigt S binder os sammen: Danskere og svenskere, sjællændere og skåninger, københavnere og malmöboere.

»For fremtiden lukkes vi ikke længere ind i klumper, et færgehold ad gangen; nu kommer vi i en stadig strøm fra begge sider, med tog som i bil. En udflugt til Skåne er ikke længere en rejse, et besøg i København ikke mere så eksotisk en oplevelse,« sagde dronningen.

»Nu skal vi for alvor til at opdage hinanden. Vi behøver ikke at sidde med et øje på uret og det andet i færgeplanen. Vi kan tage en rask beslutning: Lad os tage over at se på Malmø. Lad os besøge en kusine i København. Både tid og vej får en ny dimension. I dag er en drøm blevet til virkelighed.«

Den svenske konge kaldte broen et symbol på fremtidstro og forbrødring i "denne dynamiske og spændende region".

Øresundsbroen vil medvirke til at bekæmpe nationalisme og de myter, som danskere og svenskere nærer om hinanden, forudså statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Han erkendte dog, at danskernes myter om for eksempel svensk madkultur kan blive svære at rokke - bro eller ej

Det officielle show med 3000 indbudte gæster på landfæstet Lernacken i Sverige og folkefesten på 5-øren og 10-øren på Amager medvirkede til at slå bro mellem de to nabolande.

Men tragedien på Roskildefestivalen sendte mørke skygger over åbningsfesten, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen bad om ét minuts stilhed som et udtryk for den dybeste medfølelse med ofrenes pårørende.

1. SEKTION, SIDE 5

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen