Omkostningsfrit at handle med kvinder i Danmark

Justitsminister Frank Jensen (S) sender et signal til de kriminelle om, at det er omkostningsfrit at handle med kvinder i Danmark. Det mener lederen af Reden på Vesterbro, der et tilholds- og støttested for prostituerede, Dorit Otzen, efter at justitsministeren ifølge dagbladet Information har godtaget, at Aalborg Politi ikke betragter kvindehandel som "personfølsomt nok" til at bruge ressourcer på at bekæmpe det.

Justitsministeren har besluttet ikke at foretage sig yderligere i sagen om de kenyanske prostituerede i Aalborg.

- Ved den mand (Frank Jensen, red.) overhovedet, hvad han mener? På to nylige konferencer har han sagt, at kvindehandel er et alvorligt internationalt problem, men det gælder åbenbart ikke i Danmark, siger Dorit Otzen til Ritzau.

Justitsministeren bad Aalborg Politi om en redegørelse, efter at en højtstående politimand tidligere på måneden kom med nogle uheldige udtalelser i medierne i forbindelse med kvindehandel med kenyanske kvinder på natklubben Gøglerbaaden i Aalborg. Politimanden mente, at det da kun er godt, at udenlandske kvinder "kan tjene lidt til livets ophold" ved prostitution i Danmark.

Efter at have modtaget Aalborg Politis redegørelse besluttede justitsminister Frank Jensen ikke at foretage sig noget yderligere i sagen.

Dorit Otzen nævner, at der herhjemme har været to aktuelle sager om henholdsvis en colombiansk og en østeuropæisk kvinde.

- Disse to sager indeholdt alle de elementer, vi ser ved kvindehandel i udlandet. Begge var blevet voldtaget, begge var blevet tvangstilbageholdt, deres papirer var blevet tilbageholdt, og de var blevet mishandlet. Jeg kan slet ikke forstå ministerens holdning. Det stemmer dårligt med, hvad han har bebudet, at Danmark skal gøre, siger Dorit Otzen.

I redegørelsen til justitsministeren skriver chefkriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen, Aalborg, at det er"politiets hovedopgave, at bortprioritere de områder, der bedst kan vente", og det fremgår af Information, at Gøglerbaaden (en klub med afrikanske prostituerede i Aalborg red.) fortsat er et af de områder, der kan vente.

- Det er rystende. Det viser foragt for kvinder og kvindeliv. De kommer ikke herop på en charterbillet. Når kvinder kommer hertil fra Afrika, Asien og Østeuropa via tredjepart, så bliver de netop voldtaget og udnyttet økonomisk, siger Dorit Otzen.

Hun vurderer, at det kriminelle netværk, som handler med kvinder, bider sig bedre og bedre fast i Europa, og at justitsministeren ved at tage Aalborg Politis rapport til efterretning signalerer til de kriminelle, at de godt kan sælge kvinder her i Danmark, da det er omkostningsfrit.

Dorit Otzen er præsident for International Abolitionist Federation (IAF). Det er verdens ældste organisation, der arbejder mod prostitution.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen