Filmproducenter utilfredse med DR og TV 2

Producenterne af spillefilm i Danmark truer med at vende Danmarks Radio og TV 2 ryggen og i stedet finde nye samarbejdspartnere i TV-branchen.

På et medlemsmøde torsdag gav spillefilms-sektionen i Danske Film- og TV-producenter (Producentforeningen) deres forhandlere, formand Erik Crone og Peter Aalbæk Jensen, mandat til at fortsætte de forhandlinger, der er indledt med MTG-Gruppen og SBS Danmark, som repræsenterer hhv. TV3 og TvDanmark.

I det foreløbige udspil fra producenterne tales der om et beløb på 45 mio. kr. for visningen af 15 film i tv om året samt 15-30 mio. ekstra, som skal investeres i produktionen af nye spillefilm.

Folketinget har ellers bevilget Det Danske Filminstitut omkring 400 mio. ekstra over en fireårig periode, bl.a. med henblik på at sikre produktionen af omkring 25 danske spillefilm om året.

- Men det var under forudsætning af, at denne forøgelse blev suppleret med en tilsvarende satsning fra andre bidragydere, deriblandt de to public service-kanaler. Imidlertid har det seneste medieforlig låst disse stationers økonomiske engagement i filmbranchen fast på det hidtidige beløb, og derfor befinder vi os i en truende situation, hvor der er voldsomme problemer med at finde midler til at finansiere nye spillefilm, oplyser Erik Crone.

Forud for medlemsmødet var gået et møde i Filmhuset i København med deltagelse fra forskellige grene af branchen. Her gik bølgerne indimellem meget højt, og der blev skudt med skarpt mod repræsentanterne for Det Danske Filminstitut samt Danmarks Radio og TV2.

- I har magten, mens vi har et stort problem. Vi savner en udmelding fra de to public service-kanaler, der rækker langt længere end det seneste politiske forlig, og som ved at bidrage til produktionen af spillefilm kan være med til at sikre den danske kulturarv flere årtier frem i tiden, sagde Erik Crone, direkte henvendt til TV-direktør Bjørn Erichsen fra Danmarks Radio og TV 2's programchef, Bo Damgaard.

Utilfredshed med aftale

Bjørn Erichsen nævnte, at en samarbejdsaftale med filminstituttet, som DR opsagde for nogle uger siden, ikke har fungeret tilfredsstillende. Mellem de to parter har der været forskellige opfattelser af, hvordan formuleringen "et engagement i spillefilm" skal tolkes, og tv-direktøren understregede, at han ikke har ubegrænsede licensmidler til at kaste ind i produktionen af danske spillefilm.

- Men selvfølgelig er det et område, der fortsat har vores store interesse. Og at vi også er villige til at løbe risici, understreges af, at vi på et meget tidligt tidspunkt valgte at støtte produktionen af de fire første dogmefilm med 15 mio. kr., sagde Bjørn Erichsen.

- Vi føler, at vi har en partner i TV 2, mens vi mangler en partner i DR, replicerede Erik Crone.

Bo Damgaard advarede, at hvis filmproducenterne indgår en aftale med enten TV3 eller TvDanmark, vil det få konsekvenser for hele det samlede produktionsmiljø.

- I dag er de danske film- og tv-producenter og TV 2 hinandens forudsætninger, når det handler om at fremskaffe gode danske produktioner. Hvis producenterne tager skridtet fuldt ud og indgår en aftale med en af disse kanaler, vil TV 2 ikke føle sig forpligtet til at fortsætte samarbejdet, men kan derimod blive opmuntret til at finde nye veje, understregede Bo Damgaard.

Udsigten til at få vist danske spillefilm på kommercielle kanaler som TV3 eller TvDanmark blev dog ikke modtaget med lutter begejstring af branchens folk i salen.

- Lad være med at indgå en aftale med TV 3. Vi vil ikke have vist vores film på en kanal, hvor de afbrydes af reklameblokke, sagde Kassandra Wellendorf, formand for filminstruktørerne.

- Det synspunkt kan jeg sagtens følge. Men i øjeblikket mangler der fuldstændig flow i produktionen, og derfor står vi med både en producent- og en instruktørkrise. Og i værste fald kan I blive nødt til senere at se jeres film hakket i stykket af reklamer, hvis I overhovedet vil have dem lavet, replicerede Peter Aalbæk Jensen.

Ifølge områdedirektør Thomas Stenderup fra Det Danske Filminstitut er der i år igangsat syv rent danske spillefilm, mens optagelserne til yderligere 13 ventes indledt ingen udgangen af året.

- I øjeblikket er der i hvert fald syv af de 13, hvor finansieringen ikke er på plads. Det er i sig selv ikke usædvanligt, men det er usædvanligt, at det tager så lang tid at finde pengene, som det er tilfældet i øjeblikket, sagde Stenderup.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen