Tyske eksperter skal undersøge politiets biler

Et tysk eksperthold fra bilfabrikanten Ford skal gennemføre en grundig undersøgelse af samtlige politiets 50 Ford Mondeo hundebiler. Desuden skal der gennemføres stikprøver på de almindelige politibiler af typen Ford Mondeo. Initiativet fra Ford kommer, efter at politiet har rejst klager over bremserne på politibilerne.

- Så længe der hersker den mindste tvivl om Ford Mondeos bremser blandt politifolkene, vil vi gøre vores yderste for at få afklaret alle spørgsmål, siger Fords danske direktør, Kenneth Jørgensen.

De indberettede sager om Ford Mondeo er overvejende relateret til hundebilerne, oplyser Ford-direktøren. Man vil nu sammensætte et team af ingeniører fra Tyskland, der hurtigst muligt vil komme til Danmark for at gennemgå bilerne.

Politiforbundet er glad for, at der er kommet gang i en dialog med bilproducenten.

- Det er nødvendigt at komme til bunds i sagen, så vi kan få skabt de bedste arbejdsbetingelser og den størst mulige tryghed hos danske politifolk, siger Finn Moseholm, der er formand for miljø- og sikkerhedsudvalget i Politiforbundet.

Striden om politiets biler blev tilspidset, da tillidsfolk fra en stribe midtjyske politikredse i fredags opfordrede betjentene til at lade Mondeo-bilerne stå i garagen. Betjentene i Århus har valgt at følge denne opfordring. Politiforbundet truer også med at bringe sagen for Arbejdstilsynet.

Politiet havde allerede for et par år siden problemer med bremserne i Ford Mondeo-biler. Da blev det konstateret, at det elektriske ekstraudstyr i patruljevognene gik ud over bilens batteri, hvilket igen påvirkede bremseevnen. Derfor fik patruljevognene i sommeren 1998 eftermonteret et kraftigere batteri.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen