En dronning går i land

Dronning Margrethe gik fredag i land i Århus sammen med prins Henrik og prinsesse Alexandra. Da kongeskibet "Dannebrog" lagde til, stod en tusindtallig skare klar med flag på kajen og sang "Happy Birthday", omend noget mere spagt end det 40 mands hornorkester fra Hjemmeværnet, som både spillede "Kong Christian" og "Congratulations". Århus ville gerne fejre dronningens 60-års dag endnu engang, selv om der var gået to måneder siden selve dagen.

De kongelige gæster kørte i åben blanksort karet gennem et blomstersmykket Århus. På rådhuset overrakte borgmester Flemming Knudsen (S) på byens vegne en fødselsdagsgave i form af et maleri af Preben Hornung, en maler som har haft central betydning for dronningens kunsteriske udvikling. Billedet er malet i 1981 i Hornungs have i Alsted præstegård.

I sin korte takketale sagde dronningen, at hun havde svært ved at finde ord for så smuk en gave.

- Det er et meget smukt billede, som jeg glæder mig meget over, sagde hun til hele det forsamlede byråd.

- Det er altid med største glæde, at vi kommer til Århus. Vi føler os virkeligt godt hjemme i Århus. Nu er det sommer igen for os. Nu er vi kommet til Marselisborg. Nu er vi kommet til Århus

Fra rådhuset gik turen til Marselisborg Slot og flere gaver. Århus Amt gav en skitse til en pergola, som amtet vil lade opføre ved slottet i den form, som dronningen måtte ønske.

Smede- og malerlaugene i Århus gav en renoveret port til indgangen til slotsparken, som er åben for folket, når den kongelige familie ikke selv bruger slottet.

Aftenprogrammet bød på middag på rådhuset og gallakoncert i musikhuset med Århus Symfoniorkester.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen