Algeskum ved vestkysten på retur

Meget tyder på, at den voldsomme algeforurening ved den jyske vestkyst er på retur og vil klinge af i løbet af en uges tid.

Det tror og håber havbiolog Jane Grooss fra Ringkøbing Amt, og hun baserer forhåbningerne på de seneste beregninger af algeforekomsterne. De sidste dages blæst fra vest har presset algerne ind på land, efter at de har ligget i en bræmme fra kysten og ca. 500 meter ud i havet.

De store mængder alger har skæmmet kysten fra Ribe Amt til Thyborøn, hvor de har dækket strandene som et luftigt, brunligt skumlag. Der er tale om to forskellige slags algeopblomstringer, og prøver af rejer og muslinger, der er fanget i området, er sendt til undersøgelse i Fødevaredirektoratet for at få fastslået, om der er ophobet giftstoffer fra algerne i dem.

Så snart algeskummet er klinget af, vil det blive pløjet ned, og derefter vil stranden være så god som ny igen. Jane Grooss oplyser, at der ikke er nogen problemer ved at pløje algerne ned, selv om de skulle vise sig at være giftige, og det vil ikke få indvirkning på sommerens strandliv.

Ifølge havforsker Peter Henriksen fra Danmarks Miljøundersøgelser skyldes den voldsomme algeforurening bl.a., at hverken Tyskland eller Danmark lever op til fælles aftaler om mindre udledning af kvælstof og fosfor i Nordsøen.

Det bekræfter Jane Grooss og tilføjer, at algerne lever af de næringssalte, der er presset op langs vestkysten på grund af den seneste tids megen sydvestenvind og regn. Algeskummet på vestkysten har bl.a. fået den lille Ulfborg-Vemb Kommune til at tage de blå miljøflag ned, og de kommer først op igen, når forholdene atter er acceptable.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen