Styrede narkosmugling fra fængsel

Adskillige timers telefonaflytninger fældede seks yngre mænd i en sag om narkohandel. En enig domsmandsret i retten i Grindsted kendte dem onsdag eftermiddag skyldig i bl.a. indsmugling af et kilo amfetamin fra Polen til Danmark og idømte dem hårde fængselsstraffe på mellem 18 måneder og tre år og ni måneder.

Under hele sagen har alle seks nægtet sig skyldige og kun i et meget begrænset omfang ønsket at udtale sig i sagen. Det fik under domsafsigelsen dommer Bodil Ruberg til at konstatere, at politiets beviser er kommet til at stå uimodsagte i den 10 dage lange sag, hvor hun betegnede indsmuglingen som meget professionelt udført, hvor der i telefonsamtalerne blev benyttet et meget udviklet kodesprog.

Domsmandsretten var enig med anklagemyndigheden i, at det var to indsatte i statsfængslet i Renbæk, der stod bag indsmuglingen. Adskillige telefonsamtaler blev ført fra cellerne og gangtelefonerne i fængslet, hvor de styrede transporterne og indsmuglingen af amfetaminen fra Polen.

Den 40-årige Kurt Sørensen, Holsted, der tidligere er dømt for indsmugling af narkotika fra netop Polen, blev af dommeren udpeget som værende netværkets egentlige bagmand. Han har tidligere boet i Polen og taler polsk. Derfor havde han kontakten til den polske sælger af amfetaminen. Kurt Sørensen fik ligesom den 27-årige Alex Pedersen, Kolding, der også sad i fængslet i Renbæk, tre år og ni måneders fængsel.

Den 30-årige Carsten Meyer Frederiksen, Tønder, blev idømt tre års fængsel, mens der var en dom på to år og seks måneders fængsel til den 26-årige Jimmi Bonde, Randers. Selvom han var hf-studerende, var han ifølge domsmandsretten den, der finansierede handelen i Polen, hvor der blev betalt 10.000 D-mark for amfetaminen.

23-årige Asger Møller, Børkop, blev idømt to års fængsel, mens en 21-årig mand fra Tønder blev idømt halvandet års fængsel. Ud over fængselsstraffene er de dømt til at betale den formodede fortjeneste på omkring 250.000 kroner til statskassen, ligesom de skal betale det meste af sagens omkostninger. Retten afsagde også dom om konfiskation af bl.a. en elektronvægt og poser, der skulle benyttes til at fordele amfetaminen i.

Fire af de dømte ankede på stedet dommene med krav om frifindelse, mens de to andre udbad sig betænkningstid.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen