BUPL beklager kortere åbningstider

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (BUPL) giver kommunerne skylden for, at den gennemsnitlige åbningstid i daginstitutionerne i løbet af det seneste år er faldet med godt en time om ugen.

En landsdækkende undersøgelse af åbningstiderne i kommunale pasningstilbud, udarbejdet af Projekt Børnepasning, viser, at den gennemsnitlige åbningstid i danske daginstitutioner er skrumpet med en time og 20 minutter om ugen, nemlig fra 52,7 timer i 1999 til 51,37 timer i 2000.

- Det er overraskende, at det er gået den vej, for det er stik imod de politiske hensigter om at skabe større fleksibilitet i daginstitutionerne, siger formand for BUPL, Bente Sorgenfrey, til Ritzau.

At hensigterne ikke er blevet omsat i praksis forklarer hun med økonomiske problemer i kommunerne.

- Det er det håndtag, som kommunerne typisk har brugt for at skaffe flere penge i kassen. Og da taksterne samtidig er steget mange steder, er det ikke underligt, at der er mange forældre, der protesterer, siger hun.

De kortere åbningstider rammer ifølge Sorgenfrey specielt enlige forsørgere, mens familier, hvor begge forældre har fleksibel arbejdstid, bedre kan planlægge hverdagen, så de er mindre afhængige af daginstitutionerne.

- Det er helt fint, hvis det kan lade sig gøre, men kommunerne skal bare være sikker på, at der ikke er en gruppe, som kommer i klemme og får en mere stresset hverdag, fordi de ikke selv kan nå at hente deres børn. Kommunerne er derfor nødt til at sikre, at der er fleksible institutioner i alle byer og bydele. Hvis man bare skærer ned på alle institutioner, så går det galt, siger hun.

Projektleder Lone Stensig Jakobsgaard fra Projekt Børnepasning mener, at kommunerne helt skal afholde sig fra at skære i åbningstiden.

- Selv i de familier, hvor begge har fleksible arbejdstider, er der mange dage, hvor de har brug for lang åbningstid. Tendensen går i retning af, at mange børn kan holde flere fridage, men til gengæld er der også flere dage, hvor de er nødt til at være længe i institutionerne. Men mange forældre, der arbejder indenfor de traditionelle erhverv - det gælder specielt for kvinderne - får store problemer, når åbningstiden bliver reduceret. Det er ikke rimeligt, at forældre skal til at skifte institution for at få tingene til at hænge sammen, siger Lone Stensig Jakobsgaard.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen