Torden generede telefoner og trafik

Afbrudte telefonforbindelser, forsinkede tog, strømafbrydelser og enkelte brande var resultatet, da en vejrfront med mange lokale tordenbyger trak hen over Jylland lørdag formiddag. Det tog det meste af dagen, førend følgerne af de mange lynnedslag var fjernet.

Lynene generede blandt andet togtrafikken, der det meste af dagen var forsinket i op til 45 minutter, efter at en fjernstyringscentral i Fredericia var sat ud af drift på grund af lynnedslag. Det betød, at togene måtte liste sig afsted ad skinnerne ned gennem Jylland og på Fyn.

Hen på eftermiddagen begyndte DSB-togene at indhente forsinkelserne, efter at centralen og signal-apparaterne langs skinnerne var begyndt at fungere igen.

Hos Tele Danmark knoklede teleteknikere hele dagen for at få telefonnettet op at stå igen. Det var under tordenvejret hårdt plaget af nedbrud, forårsaget af de mange tordenvejr og lynnedslag. Selskabet satte alt dispoibelt mandskab ind for at rette fejlene, der hovedsageligt gik ud over fastnettet. Mange steder blev elektronikken i nettet ødelagt ved de kraftige elektroniske stød, lynene medførte, mens andre centraler kunne sættes i gang igen, så snart uvejret var drevet over. En stor del af fejlene kunne rettes på ti minutter, mens andre varede hele dagen, oplyser Tele Danmark.

Uvejret ramte også Aalborgsenderen, så Danmarks Radio og TV 2 ikke kunne modtages.

I Hobro-området resulterede lynnedslag i en håndfuld brande - de fleste i landbrugsbygninger, men også et enkelt stuehus blev ramt.

I flere andre politikredse medførte lynnedslag og strømafbrydelser, at jernbanebomme satte sig fast, og at lyskryds holdt op med at fungere.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut skyldtes de mange tordenvejr en front, der trak hen over Jylland mod øst. Samtidig blev fronten stadigt svagere, så den ventedes ikke at give problemer i landets østlige egne.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen