Spiseforstyrrelser hyppig blandt diabetespiger
Spiseforstyrrelser er meget hyppigere blandt piger med sukkersyge end blandt piger i almindelighed. En canadisk undersøgelse, der offentliggøres fredag i British Medical Journal, viser, at 10 pct. af teenagepigerne med insulinkrævende sukkersyge samtidig slås med en spiseforstyrrelse. Blandt teenagepiger generelt gælder det kun for 4 pct.
De tal kan meget vel passe på danske forhold, hvor problemstillingen er kendt.
- Det er et velkendt fænomen, og jeg tror også, at tallene fra den canadiske undersøgelse i det store hele kan overføres til danske forhold, siger professor i ernæring ved Århus Amtssygehus' Medicinsk-Endokrinologisk Afdeling, Bjørn Richelsen, til Ritzau.
Den større udbredelse af spiseforstyrrelser blandt de unge diabetikere hænger formentlig sammen med, at personer med sukkersyge er meget opmærksomme på, hvad de spiser. De unge diabetikere informeres grundigt i gode kostvaner, og de har i det hele taget megen fokus på kost- og madvaner.
En lille undersøgelse offentliggjort tidligere på året fra Connecticut College viste, at kvinder, der på grund af en kronisk sygdom er kommet på diæt, kan have større risiko for at udvikle spiseforstyrrelser. Det gælder altså ikke alene diabetikere, men alle der af en eller anden grund af helbredsmæssige årsager bliver tvunget til at interessere sig meget for deres spisevaner.
I Danmark er man klar over, ar risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse noget ad vejen går hånd i hånd med megen fokus på kosten. Ifølge Bjørn Richelsen, er man især opmærksom på, at de unge pigers holdning til kosten kan skride ud på et sygeligt sidespor, når der fokuseres så meget på kosten, som der er tilfældet med diabetikere.
- Vi er meget bevidste om at være varsomme og måske endda lidt tilbageholdende, når det gælder oplysninger om kosten over for de unge piger. Vi rådgiver, men passer på, at det ikke går over gevind. Det går nemt galt for de unge piger i den følsomme alder, hvor det at spise meget nemt bliver til noget, man tænker over i stedet for en naturlig proces, siger Bjørn Richelsen.
Ifølge den canadiske undersøgelse spiste næsten hver tredje diabetes-pige mindre end anbefalet i kostvejledningen, uden at det dog nødvendigvis havde udviklet sig til en spiseforstyrrelse. 11 pct. tog mindre insulin, end de burde, i forsøg på at kontrollere deres vægt.
Især den forkerte brug af insulin bekymrede forskerne, da det kan føre til, at komplikationer som synsskader optræder tidligere end ellers.
I Danmark er der rundt regnet 25.000 personer med insulinkrævende diabetes type 1. I Børneregistret, der omfatter alle børn i behandling på diabetesambulatorierne i Danmark, var der i april i år opført 1368 børn og unge i alderen op til ca. 15 år. Et tal der er stigende.
/ritzau/