Zentropa: Björk vil hæve strygerne

Det er en misforståelse, når Kosmorama i Frederiksværk hævder, at Björk ønsker at korrigere musikken i filmen "Dancer in the Dark", som blev vist ved filmfestivalen i Cannes. Og det er også en misforståelse, når den samme biograf antyder, at den endelige version af filmen risikerer at blive forsinket, siger informationschef i Zentropa Film, Vibeke Windeløv, til Ritzau.

"Der er premiere den 8. september, og det bliver der ikke ændret på. Der er heller ikke tale om korrektioner. Det handler bare om at mixe lyden en lille smule anderledes, fordi Björk vil prøve at hæve strygerne en lille smule et par steder, så det passer bedre til akustikken i en biograf. Det er bagateller og måske kan det slet ikke lade sig gøre," siger Vibeke Windeløv.

Kosmorama i Frederiksværk viser filmen den 5. juli ved en særvisning. Biografen har valgt at nedsætte billetprisen til 125 kr. med den begrundelse, at det er en ikke-færdig kopi, der vil bliver vist. Billetterne til særvisningen vil blive solgt den 16. juni kl. 17 i Kosmorama i Frederiksværk.

På grund af den islandske hovedrolleindehavers ønske om at ændre musikken i Lars von Triers palmevinder er særvisningen blevet udsat fra den oprindelige dato, som var den 29. juni.

"Det eneste lille problem med er, at så længe vi ikke er sikker på, at vi har den endelige version, så har vi kun en kopi, og derfor har Kosmorama i Frederiksværk måttet vente et par dage længere," siger Vibeke Windeløv.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen