Frank Jensen: Umuligt at rejse sag

Justitsminister Frank Jensen mener ikke, at anklagemyndigheden har lidt nederlag i sagen om den spionmistænkte agent Lenz, selvom det nu opgives at rejse tiltale mod manden.

Anklagemyndigheden måtte ikke rejse tiltale mod en 44-årig EU-embedsmand, som var sigtet for at være Stasi-agenten "Lenz", fordi sagen er forældet efter straffelovens milde spionageparagraf. Sigtelserne mod den fhv. ansatte i Udenrigsministeriet kunne ikke bære en tiltale efter straffelovens grove spionageparagraf, 107, stk 2., om landsforræderi, hvor der ikke gælder forældelsesfrist.

Det oplyste justitsminister Frank Jensen (S), før han onsdag rejste til et møde i London med Europarådets justitsministre. Dermed fulgte han Rigsadvokatens indstilling om, at der ikke skal rejses tiltale mod "Lenz" pga. forældelse.

Materiale til rådighed for kommission

Han afviste, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigsadvokaten før burde have indset, at sagen var forældet. Rigsadvokaten har nøje måttet vurdere hvert dokument fra "Lenz" i Stasi-arkiverne i Berlin, og Udenrigsministeriet har grundigt analyseret, hvor skadelige oplysningerne var for Danmarks sikkerhed, påpegede justitsministeren.

Alt materiale, som PET og Justitsministeriet har skaffet, stilles til rådighed for PET-Kommissionen, som bl.a. skal undersøge Stasis aktiviteter i Danmark under Den Kolde Krig indtil Murens fald i 1989, forklarede han.

"Der er bestemmelser i straffeloven om landsforræderi og spionage-aktivitetet, hvor der er livstidsstraf og dermed ikke er nogen forældelses-bestemmelse. Det er Rigsadvokatens vurdering, som vi også måtte erklære os enig i, at det, som "Lenz" har gjort sig skyldig i, kommer ikke op i dén bestemmelse om spionage. Det er andre bestemmelser om spionage, som har været aktuelle. Dér er der altså forældelse, og den forældelse er sprunget," sagde Frank Jensen.

Ingen kommentarer om skyldsspørgsmålet

Han afviste at udtale sig om den sigtedes skyld, fordi sagen ikke kommer for domstolene. Justitsministeren ville heller ikke kommentere, om det er problematisk, at der ikke rejses tiltale mod den sigtede, som har siddet varetægtsfængslet i 100 dage.

"Det kan jeg ikke svare på. Virkeligheden er den, at da der ikke rejses tiltale ved domstolene, så kommer der ikke en domstolsprøvelse på det felt. Da der ikke kommer det, kan jeg som justitsminister ikke udtale mig om skyldsspørgsmålet, og det vil jeg heller ikke gøre. Reglerne er sådan i et retssamfund som vores, at når der ikke rejses tiltale, så skal en justitsminister også afholde sig fra at svare på yderligere spørgsmål," sagde Frank Jensen.

Varetægtsfængslet i lang tid

Han erkendte, at den sigtede har siddet varetægtsfængslet i lang tid. Til gengæld har Rigsadvokaten haft et stort arbejde med at vurdere det omfattende materiale bl.a. fra Stasi-arkiverne i Berlin. Det har krævet et meget stort analyse-arbejde af, om den grove spionageparagraf kunne anvendes. Justitsministeriet har efter "meget grundige overvejelser" erklæret sig enig i, at sagen var forældet, forklarede Frank Jensen.

"For at vurdere, hvilken spionageparagraf, man kommer op i, skal man vurdere hvert eneste dokument, der er udleveret af "Lenz" til Stasi, og hvornår det er udleveret. Dokumentet skal også kvalificeres. Udenrigsministeriet har lavet et kæmpe analyse-arbejde af det skadelige for landets sikkerhed i hvert eneste dokument. Det er anklagemyndigheden også nødt til at gå igennem. Dér har man vurderet, at man ikke kommer op i straffelovens § 107, stk. 2, den grove landsforræderi-paragraf," sagde justitsministeren.

Jensen: Intet nederlag til anklagemyndigheden

Han ville ikke kommentere, om sigtelserne også frafaldes mod den sigtedes mor. Ifølge oplysninger til Ritzau fortsætter to andre Stasi-sager. Københavns Politi efterforsker en agent med kodenavnene "Apollo" og "Hamster", mens politiet i Nykøbing F. efterforsker en fhv. tolder fra Gedser og Rødbyhavn med kodenavnet "Stein". Der efterforskes ca. 50 Stasi-sager bl.a. med retshjælps-anmodninger, som de tyske myndigheder endnu ikke har besvaret.

Justitsministeren afviste, at anklagemyndigheden har lidt nederlag, fordi der ikke rejses tiltale.

"Jeg ser det ikke som et nederlag. Min opgave som justitsminister i et retssamfund er at sikre, at anklagemyndigheden og politiet overholder de bestemmelser i retsplejeloven, vi har," sagde Frank Jensen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen