Sidste station: Sundholm

Her møder vi de skæbner, der med et brag er faldet gennem det sociale sikkerhedsnet. De lander på Sundholm som sidste station på den sociale nedtur - eller måske på gennemrejse mod bedre tider.

Alle har på et eller andet tidspunkt drømt om at komme videre, mener Lene Esthave Pedersen, der i tre perioder á en uge har opholdt sig på Sundholm. Den sidste periode boede hun der.

»Jeg tror, at de alle sammen gerne ville videre. Men jeg tror ikke, at der er nogen af dem, som kommer ud og får et "normalt" liv. Det tror jeg også, de er klar over,« siger Lene Esthave, der fik sin nysgerrighed pirret, da hun en overgang boede på Amager.

»Jeg cyklede forbi næsten hver dag, og jeg kom tit til at tænke over, hvem der egentlig boede i de der gule bygninger. Vi har godt nok hørt en del om, at der findes nogle mennesker, der bor på herberger, men vi ved nok ikke så meget om, hvem de er,« siger Lene Esthave og tilføjer, at der også var mange beboere, der var parat til at fortælle deres historie. Endnu flere ville ikke deltage, men accepterede dog hendes tilstedeværelse.

»Jeg bruger enormt meget tid på at lytte og på at fortælle. Og jeg giver også meget af mig selv. Hvis de f.eks. sidder og snakker om kærlighed, snakker jeg også om kærlighed. Og det tror jeg er vigtigt. Men jeg har selvfølgelig mine grænser,« siger hun.

Hun erkender, at mange af billederne overskrider mange menneskers grænse for, hvordan man normalt ville fotograferes. F.eks. fotografier af folk, der sprøjter heroin i armen.

»Du og jeg ville måske ikke bryde os om at blive fotograferet med en nål i armen. Men folks grænser er jo åbenbart forskellige. Og de har alle haft billederne til gennemsyn.«

»Der var ikke den store blufærdighed med stofferne. I første omgang sidder de måske ikke og fixer lige for øjnene af dig. Men til sidst holder de ikke noget skjult. Jeg har nærmest været med de her mennesker på butikstyveri, og jeg ved da også, hvem de har købt stofferne af. Det er ikke hemmeligt,« siger Lene Esthave.

Hun vil ikke drage nogle konklusioner om, hvorvidt man kan gøre det sociale sikkerhedsnet tættere for beboerne på Sundholm. »Jeg synes, at man skal lære de mennesker at kende, før man flytter rundt på dem. Det er helt sikkert, at det f.eks. har været et slag for mange af dem, at man har lukket sygeafdelingen på Sundholm. Jeg tvivler på, at det er kendskab til deres situation, der ligger bag sådan en beslutning. Og mine billeder er forhåbentlig et middel til at lære dem at kende.«