Rapport fra "Danmarks største apotek"

De hoster meget bag Hovedbanegården. Sådan virker det ved første øjekast. Men den hurtige håndbevægelse mod munden dækker over noget ganske andet: Det er refleksen, når narkomaner og pushere får øje på en af københavns politis civilklædte betjente fra den såkaldte "uropatrulje".

Når betjenten med sit trænede øje ser netop denne bevægelse, er han straks opmærksom på, at den pågældende måske er i færd med at overtræde loven.

Inden for de seneste år har både narkomaner og pushere nemlig i stigende grad benyttet sig af det trick, at de propper narko pakket ind i små plastkugler i munden og sluger det, hvis de under en handel bliver set af politiet. På den måde fjerner de hurtigt og effektivt beviset for, at en handel med stoffer har fundet sted. Og det frustrerer urobetjentene i Københavns Politi.

»Vi har ingen beføjelser til at afværge, at de sluger stoffet, som man for eksempel har i Norge. Her giver politiet dem et brækmiddel, så betjentene trods alt kan skaffe beviser for, at pusherne eller køberne er i besiddelse af stoffet. Det kunne være rart, om vi havde de samme beføjelser i Danmark,« siger Søren, der denne regnvåde vinterdag er sat på dagvagt med kollegaen Per.

Mens tunge skyer hænger over de røde barakker bag Københavns Politigård, hvor uroerne holder til, samler det første af dagens to vagthold sig i frokoststuen. Over kaffen drøfter betjentene, hvad der er dukket op af nye tip om narko siden i går, og hvad der er af planer for dagen.

Per og Søren er blandt de ca. otte-ni faste urobetjente i afdelingen - resten er ansat i en tre-årig turnus.

28 mand og én kvinde

Lige nu består den operative bemanding af 28 mandlige og en enkelt kvindelig urobetjent. Siden Københavns Politis uropatrulje blev dannet i 1966 med i alt fem betjente på vagtplanen, er antallet af ansatte på lønningslisten gået op og ned alt efter, hvor mange penge, der er sat af til den målrettede civilklædte indsats mod bekæmpelsen af narkotika. I midten af 1990'erne var styrken med 55 betjente på sit højeste. Søren og Per er - med henholdsvis 5 og 16 år i uro'en - blandt de mere erfarne.

Det daglige uformelle møde slutter ved 10.30-tiden, og så er der opbrud blandt betjentene i frokoststuen. Nu skal de på gaden og arbejde.

Her i barakkerne er det kun den vagthavende og chefen, der bærer uniform. Per synes selv, at han er god til at vælge tøj, der skjuler hans profession. Og det er meget vigtigt, når man som urobetjent skal opsnuse narkohandler i miljøet.

»Men det tager tid at vænne sig til at arbejde uden uniform. Det første halve år i uro'en går med at lære at arbejde i civil. I starten føler man, at der står politi i panden på en, når man er ude på opgave. Det er svært at vænne sig til, at folk ikke umiddelbart kan se, at det er politiet, der kommer. Man bliver jo altid nøje observeret, når man er i uniform,« forklarer han.

Ingen faste makkere

Betjentene har ikke faste makkere, men arbejder sammen på kryds og tværs, og det er en god idé, synes både Søren og Per.

»Men det er klart, at hvis man kører en sag sammen, så får man også lov til at følge den til dørs sammen.«

I det hele taget er det at være urobetjent meget frit i forhold til mange andre politifunktioner, mener de to betjente.

»Vi vælger stort set selv, hvad vi vil lave på en vagt. Meget af vores arbejde går jo ud på at finde nye sælgere, og derfor går og kører vi meget rundt i miljøet og forsøger at spore os ind på, hvad der sker. Hvor bliver der handlet, og hvilke nye pushere er dukket op.«

Dagens vagt starter i bil, og Søren sætter sig ind bag rettet i en lejet Golf. I dag er der er nemlig mangel på civile biler, der ikke afslører betjentene, i vognparken. En lille bil med blot to døre er dog ikke optimal, når man helst skal sidde tre betjente i bilen, og de to af dem skal være klar til hurtigt at springe ud på gaden og stoppe en handel.

Anonyme tip

Søren starter bilen, og de to betjente aftaler, at de vil køre ud til en lejlighed på det ydre Nørrebro, hvor de har fået tip om, at en 39-årig tyrkisk mand sælger narko. Oplysningerne stammer fra anonyme henvendelser, og den slags får urobetjentene ofte.

Ude ved boligblokken, hvor den formodede narkohandler bor, parkerer Søren bilen, og Per griber den medbragte mobiltelefon og ringer hjem til den vagthavende for at bede om forstærkning, så manden ikke stikker væk ad bagindgangen.

»Vi bruger faktisk mobiltelefoner meget i stedet for at kommunikere over politiradioen. Det er både for ikke at afsløre vores planer over for "klienterne", der sidder derude og lytter med på deres egen politiradio, men også fordi lyden går bedre igennem, og fordi vi helst ikke vil skilte alt for meget med, hvem vi er,« forklarer Søren.

Pludselig glider tyrkerens grå Mazda forbi bilen med de civilklædte betjente. Per og Søren aftaler at følge efter manden for at undersøge, om han har stof i bilen. Ved rødt lys stopper betjentene manden.

»Det er politiet,« siger Per og viser sit politiskilt frem, mens han beder manden holde ind til siden.

Tyrkeren er tydeligt nervøs og ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Mens Søren visiterer manden ind i en nærliggende opgang, begynder Per at lede efter stoffer i bilen.

»Vi starter altid med bunden og arbejder os op,« siger Per med hovedet halvt inde under førersædet.

Ved siden af håndbremsen er der gevinst. I en lille hjemmelavet konvolut finder Per et hvidt stof, der ved et check på stationen senere på dagen viser sig at være 0,52 gram kokain.

Lejlighed ransages

Den lille klumpede mængde stof er betjentenes direkte adgangsbillet til at komme ind i mandens lejlighed. Uden en begrundet mistanke eller mandens tilladelse, skulle Per og Søren først skaffe en ransagningskendelse hos en dommer. Ifølge betjentene giver op mod 95 procent betjentene adgang til deres hjem af egen fri vilje.

»Vi leder efter våben, stoffer eller større pengebeløb,« forklarer Per hjemme i lejligheden, hvor betjentene tilkalder assistance over mobilen. Kort efter kommer tre kollegaer og hjælper med at undersøge lejligheden, mens den tyrkiske mand får lov at sidde og vente i stuen. Han får ikke lov at tage telefonen, når den ringer.

Efter en times nøje gennemgang af alt fra kummefryser og undertøjsskuffer til børnenes legetøjsskabe forlader de fem urobetjente lejligheden uden gevinst. Manden siger, at stoffet er til eget forbrug, og han forsynes med et bødeforlæg på 600 kroner. Han må nu selv afgøre, om han har lyst til at møde op i retten eller bare betale bøden.

Sølvfolie på sofabordet

Søren og Per kører videre og kigger forbi en lejlighed på Østerbro, hvor de har hørt, at der også skulle blive solgt stoffer. Også herfra går betjentene tomhændede, for det viser sig, at det heroin, der havde været i lejligheden, tilsyneladende allerede var blevet røget, inden ordensmagten uanmeldt kom på besøg. Det bevidner forbrændte stykker folie, der ligger fremme på stuebordet.

For Per og Søren er det dog ikke nødvendigvis et nederlag at gå tomhændede fra en lejlighed.

»Vi får måske sat ansigter på nogle personer, som vi i forvejen kun kendte navnene på. Og det kan vi så som regel godt bruge ved en senere lejlighed,« forklarer de.

At urobetjentene kører rundt og "besøger" lejligheder rundt omkring i byen er ikke tilfældigt.

Handlen med stoffer i København har ændret sig meget inden for de sidste år og nogle af narkohandlerne har flyttet deres forretninger ud i byen. Urobetjentene ser i dag en langt større handel med stoffer på Nørrebro og i det københavnske syd-vest kvarter end for år tilbage. Det skyldes blandt andet, at politiet i de seneste år har ført en målrettet indsats for at komme gadehandlen på Vesterbro til livs. Samtidig har byfornyelsen været med at at rette op på bydelens blakkede ry.

»Det er ikke længere så let bare at gå ned i Istedgade og købe, hvad man vil have. Det kunne man sagtens gøre for 10-20 år siden. Nu skal narkomanerne i højere grad finde frem til de pushere, der sælger fra lejligheder rundt om i byen,« siger Per.

Gadehandlen på især Vesterbro er dog langt fra bekæmpet, og det bekræftes, da den lille lejede "politibil" senere på dagen sætter kursen mod Istedgadekvarteret.

Reventlowsgade, der ligger bag Københavns Hovedbanegård, går i uro-kredse under betegnelsen "Danmarks største apotek". Her kredser forhutlede stofmisbrugere rundt og søger efter et eller andet, der kan dulme deres stoftrang for en tid.

»Her kan du få, hvad du vil have af piller. Der er nogle pensionister, der kommer herned og sælger medicin, for eksempel ketoganer, som de har fået på recept. Og det kan være ganske indbringende for dem,« forklarer Per.

Diskret påklædning

Her i området kommer Pers - efter eget udsagn - fornuftige tøjvalg ham til gavn. Søren, der er klædt i pilotjakke og sorte cowboybukser, trækker sig lidt diskret i baggrunden, da et af gadens faste elementer hilser på ham med en bemærkning om, at "han da ikke kan skjule, at han er politimand".

Per står og "hænger ud" og forsøger at være usynlig. Og der går da heller ikke længe, før han bliver antastet af nogen, der "mangler noget".

»Det er i sådan en situation her, at vi skal passe uhyggelig meget på. Vi må ikke opfordre til køb eller salg, men kun gå med på en handel, hvis vi selv bliver tilbudt stoffer. Og det er til tider en hårfin grænse,« siger Per.

I de seneste år er der dukket et nyt fænomen op i narkokredse - weekendnarkomaner. Det er velfungerende unge, der tager stoffer, når de går i byen i weekenderne.

»Men dem ser vi sjældent på gaden. De køber deres stof i nattelivet på diskotekerne,« forklarer betjentene.

Urobetjentenes arbejde er dog mest koncentreret om dagen, hvor der sælges mest stof på gaden. På de sene vagter helliges en stor del af betjentenes tid i stedet på at ransage lejligheder for stoffer.

Der er arbejde nok for urobetjentene. Indsatsen mod narkohandlerne har bølget i 34 år, og intet tyder på, at Søren og Per kommer til at mangle opgaver.