Jagten på de vildeste bjerge

Han har stået med livet i hænderne flere gange, end han kan tælle. Og som alle sine artsfæller er han drevet af en evig jagt på nye territorier, på nye, jomfruelige bjerge, der kan indtages og besejres med skiene. Jo vildere, vanvittigere, stejlere og mere utilgængelige des bedre.

»Vi er en global stamme af skibumser, 4-500 individer på verdensplan, vil jeg tro. Alle kender hinanden på tværs af nationaliteter. Det er min skifamilie, den familie, jeg har ude i verden,« siger Frederik Jacobi.

Han er 26 år gammel og allerede en erfaren eventyrer, skibums og opdagelsesrejsende. Siden starten af 90'erne har han rejst rundt i verden og deltaget i ekspeditioner til bl.a. Andesbjergene i Peru og Altai-bjergene på grænsen mellem Rusland, Khaskastan, Mongoliet og Kina.

I september i fjor kom han hjem fra en kajakekspedition nord om Grønland. Nu har han været hjemme i knap fem måneder - den længste periode i Danmark, siden han rejste ud for alvor første gang som 19-årig.

»Det er ad helvede til at være hjemme så lang tid,« siger han, men skynder sig så at tilføje, at han faktisk har haft det "ret sjovt" de seneste par uger med at forberede Københavns Adventurefilm Festival, der løber af stablen i disse dage i Filmhuset i Gothersgade. Han sidder også i juryen, der i morgen uddeler fem filmpriser i forbindelse med festivalen.

"Table-grasing"

Han beskriver sig selv som "helt almindelig" og har haft en lige så almindelig opvækst i Vedbæk nord for København. Det mest eksotiske ved hans familie er farfaren, der var kolonibestyrer på Grønland i 30 år.

Men som 19-årig mødte Frederik Jacobi en vaskeægte skibums, og det blev et vendepunkt i hans liv.

»Skibumser er meget lidenskabelige folk, og han fortalte med ild i øjnene de mest utrolige historier om livet i bjergene,« siger Frederik Jacobi.

Kort efter rejste han af sted til Chamonix i de franske Alper - "hovedstaden" for alverdens snowboardere, ekstrem-skiløbere og bjergklatrere. Det lykkedes ham at komme i kontakt med nogle af de bedste, og efter tre måneder var han mere end habil på et snowboard.

»Vi løb fra tidlig morgen til solnedgang. Vi levede seks mennesker i en ussel hytte på 10-12 kvadratmeter, og i lange perioder levede vi af "table-grasing". Det vil sige, at man kaster sig over skigæsternes efterladenskaber på restauranterne ude i skiområderne - halvspiste sandwich, pommes fritter, spaghettirester o.s.v.«

Frygten er din fjende

Frederik Jacobi begyndte at udforske terrænet uden for liftsystemerne, og snart susede han ned ad bjergsider med en hældning på 50-55 grader. Det er så stejlt, at hvis man falder, styrter man direkte i afgrunden.

At løbe ned ad så stejle bjergsider kræver - ud over en sublim teknik - en særlig mental forberedelse.

»Frygten er din værste fjende. Hvis du først bliver bange, når du står deroppe og kigger ned i dybet, går det galt. En enkelt fejl kan være nok til, at du styrter ned,« siger Frederik Jacobi.

Derfor skal man altid selv klatre op ad de bakker, man vil løbe ned ad. For ud over at blive fortrolig med sneen og terrænet, får man bearbejdet frygten.

»Når man kommer op, er man helt klar i hovedet og ekstremt fokuseret på det, der skal ske. Og i det sekund, man hopper ud, er der ingen angst tilbage.«

Han har svært ved at finde ord, der kan beskrive, hvad der driver ham. Men det er "noget med at eliminere jeg-følelsen totalt, ikke tænke, ikke stille spørgsmålstegn, men blive ét med sin krop." Og dybest set handler det alt sammen om længslen efter den tabte forbindelse til naturen. Om at finde ind til nogle kvaliteter, som fandtes i de gamle jægerkulturer, og som stadig findes hos naturfolk.

»Jeg ved, jeg er ude på dybt vand, når jeg sammenligner med naturfolk. Men det er den måde, jeg bedst kan udtrykke det på.«

Overfaldet af guerillaer

I sommeren 1994 tog Frederik Jacobi af sted til Sydamerika. Han stod på ski ned ad chilenske vulkaner i tre måneder og rejste ned ad en biflod til Amazonfloden i en udhulet træstamme. I to måneder boede han i Atacamaørkenen hos en gal billedkunstner og guidede turister rundt for kost og logi. Og hen mod slutningen af rejsen var han kun en hårsbredde fra at blive dræbt.

En nat kørte han i en lokal bus fra Puno til Cusco i Peru. Og midt i en øde bjergegn blev bussen pludselig stoppet.

»Jeg anede ikke, hvad der skete, men på den unge peruaner, som jeg sad ved siden af, kunne jeg se, at den var helt gal. Han bad om mit pas og mine penge, og med sin kniv skar han en flænge i sædet foran og stak det hele derind. Så beordrede han mig ned under sædet og fik sin søster til at sætte sig på det og brede sin kjole ud over det. Det hele skete i løbet af 10-15 sekunder, og så kunne jeg høre skud fra en maskinpistol.«

Bussen var blevet stoppet af guerillaer, sandsynligvis fra terrororganisationen Den Lysende Sti, og som eneste "gringo" i bussen var Frederik temmelig sikkert enten blevet kidnappet eller dræbt på stedet. Nu nøjedes guerillaerne med at afkræve de lokale passagerer et bidrag til deres kamp.

Vaskeægte skibums

Mod slutningen af rejsen i Sydamerika planlagde Frederik sin første "rigtige" ekspedition: at stå på ski fra det sydligste til det nordligste Norge. En strækning på 2000 kilometer, som han tilbagelagde mutters alene.

»Det var min ilddåb. Og efter den tur var jeg klar over, at jeg ikke bare kunne vende hjem og give mig til at leve et "almindeligt" liv.«

Frederik Jacobi rejste til USA, Canada og Alaska for at stå på ski og jagte nye, jomfruelige bjerge. Og efterhånden fik han ry som en af de "seriøse" skibumser. I foråret 1998 kom han med på en ekspedition, der skulle optage en snowboardfilm i Kaukasus, og jobbet førte til endnu en ekspedition om sommeren i Andesbjergene i Peru, hvor han lavede skifilm med det amerikanske "The North Face Extreme Team".

I november rejste han tilbage til Sydamerika, denne gang på eget initiativ for at løbe på ski i den fjerne og utilgængelige bjergkæde Sierra Nevada de Santa Marta i Colombia.

Mødet med kogierne

Skiløb blev der aldrig noget af. Men til gengæld mødte han en indianerstamme, Kogi-indianerne, der i århundreder har levet næsten totalt isoleret i en dal dybt inde i bjergkæden.

»Vi mødte en lokal guide, som er gift med en Kogi-kvinde, og han var villig til at føre os derop. Efter fem dage til fods ad smalle indianerstier ind gennem regnskoven, nåede vi frem til en dal, hvor der lever ca. 1000 kogi-indianere. De er totalt selvforsynende, og bortset fra deres shamaner og høvdinge har de ikke været uden for dalen i utallige generationer. Det var fuldstændig som at være dumpet lige ned i Shangri-La.«

Kogiindianerne heller aldrig set hvide mennesker før, og snart stod ekspeditionen over for stammens syv høvdinge.

»De var rasende over, at vi var blevet ført så langt ind på deres territorium. De tillader ingen fremmede at komme så langt.«

Ekspeditionen fik trods alt lov at slå deres telte op. Og de næste par dage forsøgte medlemmerne at forklare indianerne, at de var kommet for at søge videre op i bjergene for at stå på ski.

»De forstod det godt. Men alligevel fik vi nej til at fortsætte. I indianernes øjne er bjergene meget hellige og må ikke forstyrres af fremmede.«

I kajak nord om Grønland

Efter endnu en film- og skiekspedition, denne gang til Altaibjergene i Sibirien på grænsen mellem Rusland, Kasakhstan, Mongoliet og Kina, kom Frederik Jacobi hjem i april i fjor. Og her ventede en e-mail fra John Andersen, formanden for eventyrernes klub, der ville have ham med på en kajakekspedition nord om Grønland.

Frederik Jacobi tøvede ikke med at sige ja. Og en lille måned senere drog han af sted igen.

»Det var en ekstrem hård tur. Vi rejste i gennemsnit 12 timer om dagen. Og selv om det var sommer, var det iskoldt og uhyre vanskeligt fremkommeligt, med pakis, smeltevand og meget sparsomme forsyninger.«

Efter knapt to måneder nåede ekspeditionen frem til Humbold-bræen, der er 120 kilometer bred. Det er for langt til at passere i et stræk i kajak, og derfor må man holde pauser undervejs på isflagerne. Men på grund af en usædvanligt varm sommer var der bare ikke nogen isflager tilbage, da den lille ekspedition nåede frem.

»Vi kunne gøre to ting: enten udløse vores nødsender og blive reddet - en lille operation til et par mio. kr. Eller også kunne vi gå op over indlandsisen i stedet for at passere bræen i kajak.«

Ekspeditionen valgte det sidste. Og efter at have skilt sig af med alt det udstyr, der ikke var livsnødvendigt, begav de sig ind over indlandsisen med hver sin kajak på ca. 70 kilo. Forude ventede 350 kilometer med kajakkerne på slæb.

»Vi havde kun proviant til ti dage, så vi skulle gå 35 km. om dagen, ellers ville vi sulte. Men da vi kom op på toppen, faldt temperaturen til minus 20 grader, og så har man brug for dobbelt ration. Så vi kom til at sulte alligevel.«

Det lykkedes at gennemføre de 35 km. om dagen - hen over dybe gletsjerspalter og rivende smeltevandsfloder med de tunge kajakker. Men den aller sidste dag, da de igen kunne se "land", gik det galt.

»Jeg gik forrest, og pludselig hørte jeg et skrig bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg det sidste af Johns kajak forsvinde ned i en gletsjerspalte. Jeg var sikker på, at han var død. Men helt mirakuløst var han landet på en hylde ca. syv meter nede og var ikke engang kommet til skade.«

Dagen efter var de fremme ved ekspeditionens mål, Qaanaak i Thuledistriktet.

Den indre splittelse

I september i fjor var Frederik Jacobi igen tilbage i København. Og han lægger ikke skjul på, at månederne i storbyen har været barske at komme igennem.

»Det er forfærdeligt svært at finde sig til rette, når man kommer hjem fra en ekspedition. Jeg lever bedst i samspil med naturen. Og så har jeg en stor udlængsel. Jeg er meget betaget af vores planet og dens mangfoldighed. Og så er der selvfølgelig alle de trivielle problemer, man får, når man ikke bor fast et sted. Med banken, med at finde et sted at bo, med vennerne, der glider længere og længere væk.«

»Når jeg er hjemme, slås jeg også med en dyb indre konflikt. På den ene side er jeg født med ambitioner. Dem prøver jeg at forfølge bl.a. ved at lave film og fotografere. På den anden side har jeg en drøm om at leve afsondret i en hytte et eller andet sted langt borte fra al civilisation, f. eks. i Canada. Men hvem ved...«

Og så foreslår han, at vi snakker om noget andet.

»Hele den der bagside af medaljen - den er slet ikke så interessant. Hold dig til eventyret i stedet for!«

eva.plesner@jp.dk