Duritas drømmemaskine

Som 21-årig trodsede hun alle råd og begav sig ud på en verdensomsejling i en gammel sejlbåd bygget af cement. Tre år senere vendte hun hjem til Færøerne med mand, barn og masser af oplevelser.

Dette er fortællingen om den færøske, kvindelige skipper og eventyrer, Durita Holm.

Vi møder Durita Holm i hendes hjem i Torshavn - en gammel træbåd. Her lugter dejligt af tjære og maskinolie. Og vandet til teen koger allerede.

Hvor skulle dennne 24-årige kvinde ellers bo, fristes man til at tænke.

Hun er vokset op med denne båd, en ombygget fiskekutter ejet af faderen - tandlæge og bonde på Sandø - en af Færøernes sydlige øer. Men han er også eventyrer og - som Durita siger det - en vildmand, der altid har gjort det, andre har frarådet. Som for eksempel gentagne gange at sejle med sin tre-årige datter ned over Atlanten til Skotland for at besøge venner eller holde ferie i Sydeuropa.

Så Durita har altid haft det i blodet. I generne.

Vildskaben.

For travlt til skolen

Efter folkeskolen - og en rejse gennem Europa på Interrail - startede hun på gymnasiet i Torshavn. Men det vidste sig snart, at den høje pige havde alt for travlt til at gå i skole.

»Jeg følte, jeg kunne lære stoffet meget hurtigere ved at læse bøgerne for mig selv,« fortæller hun næsten lidt forlegen over at snakke så meget om sig selv - for det gør man ikke på Færøerne, forstår vi.

Samtidig med skolen havde den unge Durita sit eget ungdomsprogram på færøsk TV, hun underviste i aerobic og drømte om eventyr langt væk fra Færøerne.

I 2. g blev hun smidt ud.

I stedet flyttede hun til København og fortsatte skolegangen. Og paradoksalt blev det på hendes cykelture langs Strandvejen - borte fra det rigtige hav, men med udsigt til alle lystbådehavnene - drømmen om en verdensomsejling voksede sig stor. Dernede lå bådene på stribe.

»Vi kaldte sejlbådene for drømmemaskiner, for de kunne forvandle alle vores drømme til virkelighed,« fortæller Durita.

Dag for dag overbeviste hun sig selv. Hun måtte af sted. Og drømmene blev mere og mere realistiske.

Faderen havde andel i en gammel cementbåd, der havde ligget på land i mange år.

Den skulle - tænkte Durita - føre hende rundt om jorden. Faderen skulle bare overtales til at sælge hende andelen.

En aften ringede hun spændt til ham og forberedte ham på, at hun ville skrive et brev med et meget vigtigt budskab.

»Har det noget med mine skibe at gøre,« kom han hende i forkøbet.

»Hvordan kunne du vide det,« spurgte Durita forbavset.

»Jeg håbede bare,« lød svaret.

»Den historie,« fortsætter Durita »fortæller jeg for at vise, hvor meget min far stod bag mig.«

Skeptiske færinger

Men faderen skulle blive en af de eneste. På Færøerne rystede man på hovedet af den unge piges planer.

»Ingen troede på projektet. Det var så dræbende,« mindes hun.

Alligevel tog den da 20-årige Durita hyre på en færøsk fiskebåd for at tjene penge. I syv måneder levede hun et hårdt fiskerliv på havet med 14 hærdede sømænd. Det modnede.

I foråret 1996 begyndte hun arbejdet med cementbåden "Salka Valka" - et navn, der i dag er lige så kendt på Færøerne, som "Nordkaperen" i Danmark.

»Da vi startede, var skibet et tomt skrog - kun med en motor og nogle sejl. Intet gulv, ingen vægge, intet køkken, intet...,« husker Durita.

To en halv måned senere - langt hurtigere end alle forudsigelser - var hun og faderen stort set færdige med indretningen.

Der var ikke blevet plads til hverken toilet eller rindende vand, men skibets sikkerhed var i orden.

Duritas drømmemaskine var klar til eventyr.

På hjemøen var man stadig skeptisk.

Men både far og datter var klar til første etape.

I Skotland kom det sidste udstyr og det første mandskab ombord. Det blev en færing og en ung, modig skibonit, der gennem en ven havde hørt om Duritas planer: Kurs mod Portugal, derefter De Canariske Øer. Så det store stræk over Atlanten til Caribien. Panamakanalen. Turens længste sejlads over Stillehavet. Australien og så bovsprydet mod nord. Hjem.

Tre år i alt.

Allerede på vej mod Portugal måtte den unge besætning betale de første dyre lærepenge.

»Jeg havde sejlet i de stormfulde farvande omkring Færøerne, og jeg troede ikke, vejret kunne blive meget værre,« mindes hun.

Men hun tog fejl.

I en vind, der blev til storm, hejste hun alle sejl.

Stormen flåede sejlene

Alt blev revet i stykker og sejlene måtte lappes i land.

Sådan gik dagene, ugerne. For hver fejl blev mandskabet klogere, og da turen over Atlanten skulle begynde, var de godt rustede.

»Vi sejlede i en måned, og det var nok den bedste måned på hele turen,« fortæller hun.

Havet, naturen, fiskeriet, samværet, sejladsen. Alt på skibet fungerede - og måske bedst af alt: Den egentlige verdensomsejling var begyndt. Efter nogle afslappede uger i Caribien satte "Salka Valka" kurs mod Venezuela. Næste store udfordring, Stillehavet, ventede.

Men et venezuelansk klippeskær kom i vejen.

En mørk nat blev den gamle cementbåd med et øresønderrivende brag slynget op på klipperne. Og stod fast.

»Hele natten bankede bølgerne os ned mod skærene, mens jeg forgæves kaldte på hjælp over radioen. Jeg var desperat, for jeg troede skibet ville synke,« fortæller Durita.

Først næste morgen kom en fiskebåd til undsætning, og "Salka Valka" flød stadig.

Men episoden havde taget så hårdt på Durita, at hun sendte mandskabet på rygsækrejse i Venezuela.

Hun trængte til ro på en af de lokale øer.

Mødet med Erik

Det var her, hun mødte Erik.

Nordmand og skipper på sejlbåden "Medusa".

»Jeg skulle til købmanden for at købe paraffin. Og det skulle han også,« smiler Durita.

Indkøbene blev til et varmt kærlighedsforhold, og da "Salka Valka" endelig sejlede ud i Stillehavet var det i kølvandet af Medusa. På hele turen til Tongaøerne sejlede de så tæt, at de kunne se hinanden. Og da Durita en aften inviterede til fest på båden, satte Erik bådens selvstyrer til og svømmede med hele sit mandskab over til den færøske båd.

Den nat blev lille Freyja til.

Durita og Eriks's nu to-årige datter.

»Det var meget ubelejligt at blive gravid, men jeg overvejede aldrig at tage hjem - eller at få en abort. I stedet opførte jeg mig som om, jeg ikke var gravid.«

Alligevel glædede hun sig til at få barnet.

Baby ombord

Det skete på et hospital i New Zealand.

Fire måneder senere fortsatte Durita sin verdensomsejling. Med et helt nyt besætningsmedlem.

Farligt, uansvarligt?

»Nej, på det tidspunkt var det at sejle ikke længere skræmmende eller ualmindeligt. Vi var blevet meget mere erfarne og kom ikke længere ud situationer, vi ikke havde styr over. Jeg opfattede slet ikke sejlerlivet som risikabelt,« svarer Durita.

Et fiskenet hele vejen rundt om skibet sikrede, at Freyja ikke faldt overbord. Og da Erik solgte sit skib i Australien, sejlede han videre med "Salka Valka".

Hjemad. Han tog direkte til Norge, mens Durita - i storm - sejlede til Færøerne.

I den gamle fiskekutter i Torshavn er teen blevet kold. Vi er som forsvundet i Duritas fortælling. Hun er ved at fortælle, hvordan hun svømmede med kaskelothvaler i Indonesien, da det knirker på dækket af kutteren. Det er Erik. Han kommer oppe fra det færøske fjernsyn, hvor parret er ved at lave en udsendelse om turen. Durita har også skrevet en bog på færøsk om oplevelserne. Netop nu sælger den næstbedst på øerne. Og måske bliver den oversat til dansk.

»Hey,« lyder det på klingende norsk, og vi spørger den 35-årige nordmand, hvorfor han ikke også sprang ud til kaskelothvalerne.

»Det gjorde jeg også. Og jeg var faktisk først i vandet,« svarer han med et drillende blik mod Durita.

Som en fugleflok, der med ét letter fra en fjeldside, afslører hun sit temperament.

»Det er ikke sandt... Hvorfor lyver du sådan,« nærmest råber hun efter ham.

Erik tager det let. Tjatter lidt til hende, smiler. Antyder et kys med læberne. Ro igen.

Den charmerende, smilende Durita er tilbage - kigger ned i bordet.

Under det står Freyjas små rød-grønne gummistøvler. Hun kommer til at vokse op i Norge - langt fra Færøerne. Til sommer skal Durita læse antropologi i Oslo, Erik vil forsøge sig som freelanceskribent.

Ros fra færingerne

Ikke fordi der er noget galt med Færøerne. Ingen ryster på hovedet længere. I stedet bliver Durita stoppet på gaden af tilfældige folk, der roser hende. Alle ved, hvem hun er. Sådan har det været siden, hun en tåget aften for første gang efter turen sejlede ind mellem Færøerne: »Jeg kunne ikke forstå, hvorfor så mange både var på vej ud i det vejr.«

Men bådene var på vej ud for at følge "Salka Valka" det sidste stykke hjem. Det var bygdens velkomst. På kajen brændte nødblussene og folk var samlet.

»Det var en dejlig fornemmelse. Jeg var blevet accepteret.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.