Interview med Karen Jespersen: Ministerens menneskesyn

Socialminister Karen Jespersen væmmes ved de historier, der den seneste uge har skabt debat om forholdene på en række af landets plejehjem - og erkender, at der er »notoriske problemer« i ældreplejen. Men flere penge og øget tilsyn gør det ikke alene, siger ministeren: Det er holdninger og ansvar, det handler om. At arbejde med gamle er nærmest et »kald« - også for Karen Jespersen.

På den ene side er der den evindelige snak om velfærdsstaten.

Om mønstersamfundet, der værner om de svage og tager hånd om vore gamle.

Og på den anden side er der billedet af Magda, som hun blev fundet - død, 80 år gammel, afpillet og halvnøgen, omgivet af fluer i tusindvis og affaldsbunker i halvanden meters højde, i en kommunal, beskyttet ældrebolig i Århus.

Det lille polaroidfoto ligger på bordet foran Karen Jespersen, socialdemokrat og socialminister.

Hun har svært ved at finde ord.

»Det er en skandale,« siger hun indigneret og ser på billedet igen.

»Det er jo fuldstændigt uantageligt,« tilføjer hun og ryster på hovedet.

Historien om Magda stod at læse i Jyllands-Posten for en uge siden:

I løbet af få år blev hun fire gange sat ud af de lejligheder, hvor hun boede, som følge af klager fra de øvrige beboere. Magda var syg og isolerede sig, ude af stand til at tage vare på sig selv. Hun burede sig inde bag låste døre, mens affaldsbunkerne bare voksede, fra skraldespanden til resten af køkkenet, ud i entreen og videre ind i stuen, indtil der var bunker overalt - med en ubeskrivelig stank til følge.

Fire gange blev Magda sat ud - og hver gang beskrev sagsbehandlere fra kommunen i Magdas journal, hvor galt det stod til.

Efter fjerde gang blev hun placeret i den beskyttede bolig, hvor hun efter fire år blev fundet. Fire år, hvor kommunens plejepersonale - hendes journal til trods - lod Magda gå til grunde.

Karen Jespersen ryster endnu på hovedet.

Hvad skal hun sige?

»Vi har jo set den slags før: Hjemmehjælperen banker på, men den gamle råber ud gennem brevsprækken, at hun ikke vil have nogen inde - og så går de bare.

Det er jo rystende. Og det værste er, at det er jo her ikke bare handler om en hjemmehjælper: Der må havde sidder nogen i kommunen, i forvaltningen, og spekuleret på, hvem der egentlig tager sig af denne kvinde,« siger Karen Jespersen.

Hun vender polaroidbilledet om.

Det er ikke en politikers forsøg på at skyde problemerne fra sig.

Det er bare for hæsligt.

Og Karen Jespersen kender den ubehagelige sandhed: Den sidste uge inden årtusindskiftet fremkom en hel stribe beretninger om vanrøgt af gamle i Danmark. Det var historier om gamle, som på landets plejehjem bliver bundet, lagt i seng hver dag klokken 14 eller lammet med stærk medicin, beregnet til behandling af sindssyge, bare fordi der ikke er personale nok til ellers at tage sig af dem.

Tvangsmedicineret

Særligt oprørende var beskrivelsen af forholdene på Plejehjemmet "Birkebo" i Odder som den fremstod i en rapport fra den lokale embedslæge. Det var på Birkebo, at de gamle blev tvangsmedicineret, ofte med alt for gamle medikamenter, og tvunget til at gå i afdøde beboeres efterladte tøj. Det var også på Birkebo, at ledelsen - af sparehensyn - gav ordre til kun at anvende én vaskeklud pr. beboer og til at vende og genbruge bleer, når de gamle "kun" havde tisset i dem.

Også Karen Jespersen væmmes ved disse historier.

Selvfølgelig gør hun det.

Men hun tror ikke på, at et øget tilsyn vil hjælpe.

»Så kommer nogen styrtende forbi tre gange om året, kigger ind af døren og siger: "Ja, ja, nu har vi været her".

Jeg tror ikke, at det vil gøre nogen særlig forskel,« fastslår Karen Jespersen.

Og i virkeligheden er det måske ødelæggende for debatten om forholdene på danske plejehjem kun at fokusere på groteske sager - som den fra Odder.

»Når man konfronterer lokalpolitikere eller embedsmænd med disse historier, siger de som regel, at det bare er enkeltsager - og så stopper diskussionen der,« siger Karen Jespersen.

Men selv om det kun måtte være fem eller ti procent af de svage gamle, der behandles som beskrevet, »så er det galt nok«, siger ministeren.

Og det handler ikke bare om skrækhistorierne men om "hverdagens svigt", som den opleves af mange pårørende til gamle på plejehjem hver eneste dag: At der ikke er tid til omsorg men kun til den elementære pleje og hygiejne. Det er en hverdag, hvor de gamle må vente i både hele og halve timer på at få assistance til et toiletbesøg - og hvor de nærmest bliver affodret som på samlebånd, fordi der ikke er tid til at spise ordentligt.

Mødet med hr. Jensen

Antropolog Jórun Christophersen, der for "Ældre Sagen" har studeret og beskrevet livsvilkårene for de "svageste ældste" på tre almindelige plejehjem, giver i en ny rapport adskillige eksempler på de "små" daglige svigt, som oplevet af de gamle:

Antropologen fortæller om mødet med en hr. Jensen, der frygteligt gerne vil stå tidligt op om morgenen for at have tid til at skrive breve til de mennesker, han har mødt og kendt. Ikke at brevene er noget særligt - de fleste af dem er det rene volapyk. Ikke desto mindre får Hr. Jensen næsten altid svar fra de mennesker, han skriver til - og brevskriveriet udgør den sidste rest af værdighed, Jensen har tilbage i livet.

Problemet er blot, at han ikke kan længere kan få lov at skrive sine breve - for ingen af de ansatte på plejehjemmet har tid til at hjælpe Hr. Jensen tidligt op og ud af sengen.

En anden historie handler om mødet med en 84-årig kvinde, der var ramt af Parkinsons syge - og som så frygtelig gerne ville møde to andre gamle damer, der boede på samme plejehjem og led af samme sygdom.

»Jeg arbejdede på, at de skulle ind og besøge mig,« fortæller den gamle dame.

»Bare sådan en halv time, så vi kunne prøve at snakke sammen om, hvordan vi havde det og sådan noget. Men det kunne slet ikke lade sig gøre. Personalet sagde, at nu må vi jo se en dag, når vi går god tid.

Det fik vi aldrig.

Nu er de døde begge to.«

Karen Jespersen lytter til disse beretninger.

»Jamen, det er også helt uacceptabelt. Det er ikke rimeligt. Sådan en gammel dame skal kunne få besøg af de andre på hendes plejehjem. Selvfølgelig.«

Og noget skal gøres:

Karen Jespersen erkender uden at tøve, at det er »notoriske problemer« med behandlingen af de svageste gamle i Danmark. Hun advarer mod at idyllisere forholdene på »de gode gamle plejehjem« - for hun har selv været der, som studerende, da hun gjorde rent i De Gamles By på Nørre Alle i København.

»Det var jo ganske rædselsfuldt: Dér sad gamle, som sagtens kunne klare sig selv, under kummerlige forhold, i sterile værelser med institutionsmøbler. De stod som kvæg, når de skulle lukkes ind i spisesalen - og os, der arbejdede der, vi fik tidligere fri, jo hurtigere de gamle spiste færdig. Så det var ind og ud med dem i en fart.«

Udkast til handleplan

Men allerede før afsløringerne fra Odder og omegn havde hun og ministeriets embedsmænd skrevet første udkast til en handleplan for »de svage ældre« - rundt regnet 100.000 mennesker i Danmark. Planen beskriver, hvad der allerede er gjort på området - men beskriver også, hvad der ikke er gjort godt nok.

Første skridt i arbejdet bliver at finde ud af, hvem de svage ældre er, og hvad der kendetegner dem. Dernæst vil socialminister Karen Jespersen have undersøgt omfanget af »uacceptable enkelthistorier« - som den fra Odder. Hun vil have klarlagt, hvor almindeligt det er, at gamle lægges tidligt i seng på grund af personalemangel, og hvor udbredt det er, at de - af samme grund - aldrig kommer uden for en dør.

»Jeg er dybt chokeret over, at nogle gamle rent faktisk ikke kommer ud. Tanken om, at jeg selv skulle sidde inden døre en hel sommer igennem er jo vildt skræmmende,« siger hun.

Socialministeriet har en idé om at udvikle en mærkning - i første omgang frivillig - hvor landets plejehjem kan få et slags »blåt flag«, hvis de lever op til en række konkrete krav om god pleje og omsorg. Hun vil gerne have styrket lederuddannelsen i denne del af den sociale sektor - og tydeliggjort ansvaret.

»Et eller andet sted er der jo nogen, der har ansvaret for, at en gammel mand ikke kan komme op og skrive de breve, der i vidt omfang udgør indholdet af hans tilværelse - og det ansvar skal være til at få øje på.«

Samtidig ser socialminister Karen Jespersen gerne, at en forbedring af de svage gamles vilkår og pleje kommer til at stå øverst på dagsordenen ved næste års økonomiforhandlinger mellem staten og kommunerne.

»I de seneste år har vi prioriteret børnepasningen og folkeskolerne højt. Nu må det være de svage gamles tur,« siger hun.

I dag indeholder sociallovgivningen ingen konkrete krav om, hvad »god omsorg« er, og hvad gamle har ret til på for eksempel et plejehjem - for eksempel at de skal ud i den friske luft hver anden dag - eller i bad i gang om ugen.

»Det er et grundlæggende problem i socialpolitik, at hvis vi laver disse minimumsregler, så bliver de lynhurtigt anvendt som maksimumregler, fordi kommunerne siger: Aha, det står i loven, så kan man jo nøjes med det,« siger Karen Jespersen.

Men socialministeren vil nu - trods dette problem - overveje at få tydeliggjort, hvad der er basale elementer i en værdig behandling af gamle, der ikke kan klare sig selv, og hvad der er nødvendigt for, at man kan tale om »god omsorg.«

»Vi må have et værdigrundlag, ganske som vi har fået det med for eksempel børnehaver. Her står der i loven, at børnene skal være "i pagt med naturen". Selv om det lyder som en gang varm luft, bruges det rent faktisk af forældre til at stille krav - og som idégrundlag for mange af landets børnehaver,« siger socialministeren.

Karen Jespersen er fast overbevist om, at det langt de fleste steder i landet går »ganske godt« med ældreplejen. Det første udkast til Socialministeriets handleplan for de svage gamle gør det imidlertid også klart, at der fortsat er alvorlige problemer med kommunernes indsats:



  • Ledelsen i de enkelte kommuner - både den politiske og administrative ledelse - ved for lidt om de "daglige forhold" i ældreplejen.
  • Der er ikke sammenhæng mellem de gamles behov, de politiske mål og så antallet af penge, der bruges på området.
  • Planlægningen af plejen er "mere styret af vaner, traditioner og medarbejdernes ønsker til arbejdstid og vilkår end til de gamles behov."
  • I plejen lægges der vægt på de praktiske forhold på bekostning af den omsorgsprægede sundheds- og socialpædagogiske indsats.
  • Og indsatsen over for demente kan være tilrettelagt på et tyndt grundlag og fremstå ikke særlig målrettet.


Socialministeren understreger, at handleplanen hverken er færdig eller drøftet - internt i regeringen eller med andre partier. Og hun afviser, at løsningen på de problemer, der vitterligt er, bare er »flere penge«.

»De kommuner, der bruger fleste penge på ældreområdet, er ikke nødvendigvis de kommuner, der har de mest tilfredse ældre. Flere penge kan hurtigt blive en sovepude,« siger Karen Jespersen og henviser til undersøgelser fra Finansministeriet, der viser, at omkring 40 procent af kommunerne udnytter ressourcerne til hjemmehjælp markant dårligere end de bedste kommuner.

»Der kan hentes mange penge dér,« siger hun.

Kommunernes udbredte management-filosofi på ældreområdet, hvor den gamle er blevet "klient", og hvor plejen er barberet ned til det, der kan måles, registreres, puttes ind i et tidsskema og intet andet, har på det seneste affødt hård kritik, især fra den tidligere socialminister, tidligere formand for Ældrekommissionen, tidligere overvismand og nu også tidligere medlem af Socialdemokratiet, Bent Rold Andersen.

Han taler om, hvordan omsorg og nærvær er forsvundet. I dag handler det i alt for høj grad om, hvor mange minutter det tager at støvsuge et gulvareal på 20 kvadratmeter - og i alt for ringe grad om, hvordan de gamle egentlig har det. Han taler om en ældrepolitik, der er »kørt af sporet«.

»Jeg forstår godt kritikken,« siger Karen Jespersen - men:

»Vi siger jo altid, at de ansatte har så susende travlt. Men det er også nogen pårørende, der siger, at de ansatte altid drikker kaffe. Ved at få tydeliggjort den praktiske pleje, der skal udføres, og finde ud af, hvor lang tid, den lægger beslag på, så ved vi også, hvor lang tid der er til overs - til at læse op af Billed-Bladet, til samvær, til omsorg. Har vi ingen idé om hvor lang tid, de praktiske opgaver tager, kan alle jo bare gå rundt og påstå, at de har så frygtelig travlt, mens de i virkeligheden sidder og drikker kaffe,« siger Karen Jespersen.

Mere for pengene

Hun fastslår, at »selvfølgelig er det noget møg«, hvis den slags misbruges til at gøre omsorg teknisk og upersonlig - men meningen er at få mere ud af pengene og »skabe rum til omsorg«.

»Det skal være muligt at sige: Hallo, I er på arbejde i otte timer, men I bruger kun de fem på praktiske ting. Så er der altså tre timer til omsorg og samvær og til at holde i hånden. Selvfølgelig er der en fare for, at kommunerne straks tænker: Lad os skære de tre timer væk. Det ændrer dog ikke ved, at hele forudsætningen for at diskutere tid til omsorg er, at vi ved, hvor lang tid de praktiske ting tager.«

Karen Jespersen beklager det »totale opgør med kaldsbevidstheden« og siger, at folk, der arbejder med gamle mennesker, ikke bare kan betragte sig selv som lønmodtagere. Der skal være noget mere.

»I 1970'erne kom opgøret med al den snak om kald - de ansatte sagde, at vi er ikke Florence Nightingale, vi er lønmodtagere. Jeg kunne godt tænke mig at få lidt af kaldet tilbage. Det lyder næsten religiøst, men det er ikke sådan ment. Jeg finder det bare forkert, at folk, der arbejder med gamle, alene ser sig selv som lønmodtagere. Det at arbejde med mennesker er noget særligt, og det skal ses som noget særligt,« siger Karen Jespersen.

Hun ved det godt, Karen Jespersen, at alt det med at »værne om de svage« ikke kun må være snak.

»Jeg oplever jo overalt, blandt politikere og blandt almindelige mennesker, at der tales om at tage hensyn til de svage. Alle taler om, at det er grundlaget for velfærdssamfundet - og det slår vi os så til tåls med. Men vi glemmer, at det ikke kommer automatisk, men at det er noget vi skal arbejde for. Alle de travle, velfungerende mennesker ser jo ikke disse forhold, som nogle ældre lever under, og plejepersonalet kan måske forfalde til, at nå, ja, sådan er det bare. Så må vi - og jeg som minister - sige, at det vil vi fandeme' ikke have, for vi mener det alvorligt.

Det er jo selve fundamentet for denne regering - og for velfærdssamfundet. Vi er sat på jorden for at sørge for, at der ikke er mennesker, der har det som denne gamle kvinde.«

Karen Jespersen peger på det lille polaroidfoto, der ligger foran hende.

»Når der stadig er mennesker i dette land, som ender deres dage sådan dér - og der er desværre ulykkeligt mange af den slags tilfælde - så kan vi jo kun sige: Vi er under ingen omstændigheder ved vejs ende.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.