Borgerne har svært ved at få ret
Mange tusinde danskere kommer hvert år i klemme hos en myndighed. Men borgerne har svært ved at få ret.
»Jeg vil tro, at borgerne ganske ofte taber sagerne ved domstolene. På forhånd har man som borger et handicap, fordi man ikke har de samme ressourcer som myndigheden. Og dernæst er det borgeren, der har bevisbyrden og altså skal bevise, at myndigheden har gjort noget galt,« fastslår en af landets førende forvaltningsretseksperter, kommitteret hos Folketingets Ombudsmand Jon Andersen, der i 25 år har undervist i forvaltningsret på Københavns Universitet.
Han foreslår nu en kulegravning af området.
»Praksis svinger voldsomt i de mange råd og nævn og ved domstolene,« lyder hans kritik.
Domstolene er vant til at løse sager mellem ligestillede parter, men det er der netop ikke tale om, når det er en borger mod en myndighed, understreger han. Og da den enkelte dommer ser meget få af den type sager, er der tale om en meget svingende kurs fra domstolenes side.
Praksis varierer
I de mange råd og nævn, hvoraf nogle har op til 10-12.000 sager årligt, er det ene problem, at der ikke sker en uafhængig sagsbehandling. Det andet problem er, at regler og praksis varierer ganske voldsomt.
»Mit forslag er, at vi skal have nedsat et udvalg til at gennemgå det hele grundigt. Helst så jeg, at man i Danmark oprettede forvaltningsdomstole, som man kender i alle andre europæiske lande, bortset fra Norge og Storbritannien,« siger han.
De nuværende råd og nævn kunne være udgangspunktet for den model. De skulle i så fald gøres uafhængige af forvaltningen, og de skulle samtidig have større ansvar for selv at belyse sagerne end praksis er ved domstolene.
»Man skulle tage det bedste fra de to systemer og kombinere det. Samtidig kan man bevare Højesteret som den øverste forvaltningsdomstol for at gøre det enkelt,« påpeger han.
Hvis der ikke kan oprettes egentlige forvaltningsdomstole, bør de eksisterende domstole ifølge Jon Andersen i det mindste specialiseres, så de er i stand til at behandle forvaltningsretlige sager, mens råd og nævn bør underlægges fælles regler om, hvordan sagerne skal behandles, og hvem der kan udpeges.
SF's retspolitiske ordfører Anne Baastrup mener, at der er god grund til at lytte til tankerne fra Jon Andersen.
»Jeg ser meget gerne, at vi får foretaget en gennemgang af de principper, som de forskellige ankesystemer følger. Det hele er opstået som knopskydning op gennem 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne,« siger hun.
I begyndelsen af det nye år vil hun tage forslagene op i Retsudvalget.