Det handler om respekt

»De er en mafia, og de bruger mafia-metoder«

Meldingerne har været hårde og kontante, når talen er faldet på den håndfuld personer, der lever af at sætte plakater op i Københavns indre by.

"Plakatmafiaen", som de selv kalder sig, har adskillige gange været i mediernes søgelys og er blevet beskyldt for alt fra ufine metoder, censur og decideret hærværk til at være en "autonom mafia". Senest har en diskoteksdirektør - der er ophavsmand til ovenstående citat - opfordret musikbranchen til at starte en boykot af "Plakatmafiaen".

Plakatopsætterne, der hverken figurerer i telefonbøger eller andre officielle steder, er dog sjældent kommet til orde selv. Og når de endelig er blevet hørt, har de - ifølge dem selv - ofte været stemplet på forhånd.

»Jeg er da blevet spurgt til forskellige artikler. Og jeg har altid haft det lidt, som når ekskæresten kom ind i et eller andet Ricki Lake-show og publikum sad og råbte og skreg. Jeg synes ikke, at vi har fået fair play,« siger en af byens mest erfarne plakatopsættere, den 39-årige Kim Jezus, som JP København mødte tidligere på ugen.

Uskrevne regler

Kim Jezus har sat plakater op i mere end 20 år, og han understreger, »at der ikke er nogle, der kun er de gode drenge i det her spil«. Alle begår fejl, men på den anden side mener han ikke, at der er belæg for at tale om "en mafia" - et ord, som plakatopsætterne dog selv har brugt for sjov.

»Jeg har aldrig brugt ordet "plakatmafia" - heller ikke for sjov. Hvad er det en mafia gør? Slår folk ihjel? Afpresser folk? Kaster med brosten gennem ruderne? Personligt har jeg det skidt med, at folk taler om mafia-metoder. Og først og fremmest synes jeg, at folk skal være glade for, at vi har nogle plakatopsættere i København, der ikke sætter alt op - ligegyldigt hvad - og som ikke kun tænker på pengene,« siger Kim Jezus med henvisning til et af kritikpunkterne: at de professionelle plakatopsættere skulle udøve en form for censur ved at afvise visse typer plakater.

Plakatopsætterne har en indbyrdes forståelse - et sæt uskrevne regler - om, at byens plankeværker primært skal være forbeholdt arrangementer i kulturlivet. Og der bliver derfor sagt nej til f.eks. reklamer for radiostationer, TV, sportsarrangementer, modeshows - og for den sags skyld ugens tilbud i Irma.

Kim Jezus erkender, at man kunne kalde det en form for censur.

»For mig handler det om, at der simpelthen kun er et meget begrænset antal pladser i byen, hvor man kan sætte plakater op. Der er stort set fyldt op fra Amager til Brønshøj. På den måde er man altid nødt til at vælge noget fra. Ellers ville vi ende i ét stort kaos. Det kan du kalde censur, men jeg mener altså, at hensynet til byen vejer tungere. Jeg mener, det er det bedste bevis for, at der ikke er tale om en mafia. Som jeg forstår det, ville en mafia overlade scenen til dem, som betaler mest. Det gør vi altså ikke,« siger Kim Jezus, der dog erkender, at der kan være uenighed mellem plakatopsætterne om, hvad der er god tone, og hvad der ikke er det.

Kulturen i gadebilledet

»Nu er det ikke sådan, at vi skal sidde og godkende hinandens plakater. F.eks. har der været en plakat for den erotiske messe, som gik over min grænse for, hvad der hører hjemme i det offentlige byrum. Og der kunne nævnes mange andre eksempler. Men det vigtigste er, at det stadig er kulturen, som tegner sig i gadebilledet,« siger Jezus, der sætter en stor ære i, at han har næsten alle byens børneteatre som kunder.

»Jeg synes, at diskussionen om, hvad vi skal bruge det offentlige byrum til, er interessant. I forhold til andre europæiske storbyer signalerer plakaterne i de københavnske gader et aktivt kulturelt samfund. Det synes jeg, at vi skal være stolte af.«

Respekt for andre

En anden misforståelse - ifølge Kim Jezus - er, at de professionelle plakatopsættere konsekvent overplastrer plakater, de ikke selv har sat op. Han mener slet ikke, at der er nogen, som har overblik over, hvilket plakater, der er blevet sat op af "mafiaen", og hvilke der ikke er.

»Det er let at se, hvordan misforståelsen opstår. Hvis du er ny i faget, kigger du overhovedet ikke efter, om du overplastrer en plakat for et arrangement, der "fungerer". Dvs. f.eks. en plade, der ikke er udkommet, eller en koncert, der ikke er afholdt. En plakat er først "død" klokken 24 på dagen for koncerten eller den sidste dag for en teaterforestilling eller en udstilling. Det var f.eks. den regel, som nogle TV-journalister overtrådte for nylig, da de satte én plakat over en anden - for en plade, der var udkommet tre dage i forvejen,« siger Kim Jezus.

»Det er den vigtigste uskrevne regel. Hvis du overtræder den, er du sikker på, at alle dine plakater er væk på kort tid. Men det har alle, som kender branchen en lille smule, efterhånden fundet ud af,« siger Kim Jezus.

»København er en lille by, og efterhånden får du forklaret det til de fleste, at man ikke bare kan hærge andres plakater,« siger Jezus.

Ifølge Jezus er de professionelle - generelt - også opmærksomme på, hvor det ifølge politivedtægten er lovligt: på kommunens plakatsøjler, midlertidige plankeværker og steder, hvor ejeren har givet tilladelse til det.

Argumenterne fra plakatopsætterne vækker dog ikke den store begejstring hos de traditionelle kritikere af "mafiaen": de kunder, der er holdt uden for det gode selskab, som f.eks. modefolk og diskoteker og politiet og den offentlige forvaltning.

En million om året

Fra bygge- og teknikforvaltningen på Københavns Rådhus oplyser borgmester Søren Pind (V), at kommunen årligt bruger op til en million kroner på at få fjernet ulovligt opsatte plakater, selv om han erkender, at man ikke ved, hvem der hænger dem op.

»Der er 50 offentlige plakatstandere i byen, som man kan bruge. Man kan altid mene, at det er for få, men det retfærdiggør ikke, at man sætter plakaterne op ulovligt,« siger Søren Pind, der bl.a. har brugt pengene på at få plakater fjernet fra bagsiden af parkometrene.

Kun for eliten?

»Det kan godt være, at der er nogen, som synes, at det er i orden på bagsiden af et parkometer. Men det er vores holdning, at kommunens udstyr ikke skal tilplastres med tilfældige plakater. Det ser ikke pænt ud,« siger Søren Pind.

Fra Jens Peter Brask fra diskotek Subsonic i Skindergade lyder kritikken derimod på, at plakatmarkedet er forbeholdt en lukket elite. Efter at han selv har fået afvist en plakat for et arrangement på diskoteket - som ifølge pla-katopsætterne var en åbenlys reklame for en radiostation - vil han nu forsøge at få folk i branchen til at bryde de etablerede plakatopsætteres monopol.

»Hvem har givet dem lov til at bestemme, hvad der skal op, og hvad der ikke skal op? Det kan ikke være rigtigt, at det skal være en lille selvbestaltet gruppe, som bestemmer, hvad der skal hænge i København,« lyder kritikken fra Subsonic.

Mens den mere "lyserøde" del af byens kulturliv raser over "plakatmafiaens" monopol, er der mange tilfredse kunder i det etablerede kulturliv - blandt dem Det Kongelige Teater.

»Det er klart, at vi kun kan bruge dem, hvis plakaterne bliver hængt op, hvor det er lovligt. Måske er problemet, at der ikke er nok steder, hvor de kan hænge lovligt. Men når man kører rundt i byen, er det tydeligt, at dette er måden at annoncere på, « siger salgs- og marketingschef Peter O. Sevel fra Det Kongelige Teater.

michael.rachlin@jp.dk