Børnemishandler dømt til forvaring
Mens stedfaderen skal anbringes i forvaring på ubestemt tid, slap moderen med en mildere dom for mishandling af sit tre-årige barn.
Det var resultatet, da tre landsdommere og 12 nævninge i går satte punktum for en usædvanlig grov sag om vold mod den tre-årige Kasper Løager Rasmussen. Drengens stedfader, den 27-årige Kim Steen Neupart, skal anbringes på Anstalten Ved Herstedvester. Retten fandt det nødvendigt med fængsel på ubestemt tid for at hindre den tiltalte i at begå ny vold.
Til den 26-årige mor, Lene Margrethe Rasmussen, havde statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen talt for en dom på op til 12 års fængsel for vold af særlig grov karakter. Men dommerne og nævningene fandt dog ikke, at moderens vold mod barnet kunne give mere end fire år.
Ikke sindssyg
De to tiltalte virkede nedtrykte, men fattede, da retsformanden læste dommen op. Efter en kort pause bekendtgjorde den ene af de to forsvarere, at Kim Steen Neupart anker strafudmålingen til Højesteret. Lene Margrethe Rasmussen og hendes forsvarer udbad sig betænkningstid.
Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen havde forinden gjort det klart over for nævningene, hvorfor Kim Steen Neupart burde have en fængselsstraf på ubestemt tid.
Han støttede sig til en mentalundersøgelse, der fastslog, at Kim Steen Neupart ikke var sindssyg, da mishandlingen stod på. Det var kombinationen af alkohol og stoffer, der fik hans temperament til at koge over. Kim Steen Neupart havde flere gange afvist at gå i behandling for sit stofmisbrug. Det vidnede efter statsadvokatens mening om, at den 27-årige ikke var indstillet på at forbedre sig. Desuden hæftede statsadvokaten sig ved, at den tiltalte havde flere voldsdomme på samvittigheden.
Mor normal begavet
Kim Steen Neuparts forsvarer tegnede derimod billedet af en angrende mand, der fuldt ud forstod alvoren og konsekvenserne af sine handlinger. Han læste et brev op, som fængselspræsten i Horsens Statsfængsel havde skrevet. Her gav præsten udtryk for, at Kim oprigtigt havde angret mishandlingen af den tre-årige. I en beskrivelse af Kim nævnte forsvareren, at Kim flere gange har overvejet at begå selvmord, fordi "det er den eneste måde at betale regningen på".
I en mentalundersøgelse af moderen hed det, at hun er normalt begavet og egnet til almindelig fængselsstraf.