Kritik: Kystsikringen er med til at gøre Danmark endnu mere skæv
Særligt en række kommuner med relativt lave indkomster pr. husstand vil i fremtiden blive hårdt ramt af oversvømmelser og stormflod, konkluderer ny rapport.
Når staten med midler fra f.eks. kystpuljen hjælper udsatte borgere i oversvømmelsestruede områder, er det reelt med til at gøre Danmark til et endnu mere skævt land. Fordi hjælpen især er målrettet mod at redde værdier.
Det mener både kommuneforeningen KL og Landdistrikternes Fællesråd, som henter argumentation for mere støtte målrettet de mindst velstående og mest udsatte kommuner i en ny rapport fra DTU. Professoren bag rapporten er enig med dem.