Efter EU's dom over ghettoloven: Op mod 100 beboere vil kræve erstatning for at have mistet deres lejligheder
Advokat varsler et gruppesøgsmål fra tidligere beboere i »hårde ghettoer« i Aarhus efter afgørelse i EU-domstol.
Tidligere beboere i de »hårde ghettoer« Gellerupparken og Bispehaven i Aarhus varsler nu krav om godtgørelser for at være tvunget ud af deres lejligheder på grund af ghettoloven.
Det fortæller en af beboernes advokater, Kasper Fuhr Christensen, der er overbevist om, at de har en god sag, efter at EU-Domstolen torsdag formiddag fastslog, at den danske ghettolov kan føre til forskelsbehandling.