Fortsæt til indhold
Indland

Regeringen klar med ny handlingsplan mod antisemitisme

Regeringen præsenterer i dag en ny handlingsplan mod antisemitisme. Planen indeholder i alt 17 initiativer - heriblandt etableringen af et nyt institut, som skal overvåge og dokumentere antisemitisme i offentligheden.

Regeringen præsenterer i dag en ny handlingsplan mod antisemitisme.

Planen rummer i alt 17 initiativer, der skal løbe fra næste år til 2029. Der er samlet afsat 120 mio. kroner til initiativerne frem mod 2030.

Det skriver Justitsministeriet tirsdag morgen i en pressemeddelelse.

Som et led i planen bliver der nu afsat midler til etablering af et institut, som får til opgave at »sikre systematisk overvågning, dokumentation og anmeldelse af strafbare ytringer og handlinger af antisemitiske karakter.«

Det er endnu uvist, præcis hvordan foreningen konkret kommer til at fungere, og hvornår det bliver effektueret. Men sikkert er det, at kontrollen med antisemitiske ytringer nu bliver skærpet.

Og det glæder den kommende direktør for foreningen, Jonathan Fischer. Det fortæller han til Jyllands-Posten.

»Jeg er meget glad. Ikke mindst for den støtte, der kommer fra staten, som anerkender hvor stort et problem, antisemitisme er.«

»Siden Hamas’ terrorangreb er antisemitismen eksploderet. Vi ser, at folk billiger terror. De kommer med trusler og trusler om vold. Retorikken er eksploderet i den gale retning.«

Den nye forening - eller institut, som det kommer til at hedde - har Jonathan Fischer døbt ’Weinberger Instituttet - Center mod Antisemitiske Hadforbrydelser’.

Han fortæller her til Jyllands-Posten om sine forventninger til instituttet:

»Instituttet kommer til at tydeliggøre problematikken omkring antisemitisme i højere grad, end det er blevet gjort tidligere. Jeg forventer også, at der kommer en øget opmærksomhed omkring og forståelse af, hvor voldsom antisemitisme er.«

Om den nye handlingsplan udtaler justitsminister Peter Hummelgaard følgende:

»Jøder i Danmark skal hverken føle sig forfulgt, chikaneret eller modtage dødstrusler. Danske jøder er en del af vores fælles kultur, historie og sjæl, og vi har som samfund et ansvar for at slå ring om vores jødiske medborgere, når antisemitismen stikker sit grimme ansigt frem.«