Advarsel til teflonmænd: Du skal bede om hjælp
I det sydfynske øhav mødte Dar Salim et nyt syn på maskulinitet, da han lod sig overtale til en enkelt testoptagelse til en film med ægte krigsveteraner.
Mens Dar Salim kindkysser verdensstjerner som Jake Gyllenhaal på røde løbere og pendler til Los Angeles, bor Markus M.P. Pedersen med sin lille søn på et værelse i KFUM’s veteranhjem nord for København.
Deres verdener kunne ikke være mere forskellige, men alligevel opstod der en uventet respekt mellem dem under indspilningen af ”Herkules falder”.
Dar Salim fløj ind fra udlandet for at lave en enkelt testoptagelse på Strynø, hvor Natur Retreat for Veteraner holder til. Han havde egentlig hverken tid eller overskud til at tage til en lille ø og endnu en gang spille soldat – ovenikøbet i en eksperimenterende film langt fra et Hollywood-budget.
Men filmens tema ramte noget i ham.
»Jeg er jo selv et produkt af krig. Mine forældre og jeg var på flugt de første syv år af mit liv, før vi kom til Danmark. Så ptsd er ikke et fremmedelement for mig,« siger Dar Salim.