»Men du har jo ikke sendt nogen penge. Vel?«
Vibeke Norman Andersen fandt sin kæreste på en datingside. Christian med de brune øjne. Her kommer historien om guld, rejser og penge. Mange penge.
»Da han skrev til mig første gang, var jeg helt benovet over, at sådan en flot mand ville have mig.
Mig.
Han havde dybe, brune øjne og tæt, kortklippet skæg, der ikke skjulte hans brede smil.
Vi snakkede i telefon sammen hver dag. Selv når han var på farten, og jeg kunne høre biler i baggrunden, talte han med mig.
Når vi ikke snakkede, skrev vi.
Han kaldte mig baby og skrev de fineste digte til mig om, hvor godt han kunne lide mig.
Men det varede ikke evigt.
Vores forhold endte en dag, jeg aldrig glemmer. Dagen, hvor alt ramlede, og hvor jeg ikke kunne se mig ud af det mørke hul, jeg var endt i.