Fuld og opsøgende: Det er højsæson for kæmpehveps
Både skadedyrsbekæmpere og skovgæster mærker konsekvenserne af kæmpehvepsen. Daniel Forsmanns familie vendte hjem med flere stik.
»Først hørte jeg et af børnene smågræde lidt, så vi begynder selvfølgelig at gå derhen. Men så kan vi høre, at skrigene tager til.«
Daniel Forsmann var med sin familie på skovtur ved Vosnæs Pynt i Østjylland, da hans børn på henholdsvis fem og syv år valgte at lege ved det forkerte træ.