Fortsæt til indhold
Indland

Transportministeren løfter sløret: Central motorvejsudbygning åbner før tid

Transportminister Thomas Danielsen fortæller Jyllands-Posten, hvorfor strækningen kan åbne før.

Til efteråret kan man igen drøne 130 km/t hen ad første halvdel af en af Danmarks mest centrale motorveje. Denne gang på tre spor – og uden vejarbejde. Transportministeren, Thomas Danielsen (V), kan fredag oplyse Jyllands-Posten, at strækningen åbner et år før planlagt.

»Jeg glæder mig naturligvis over, at vi ikke bare holder tidsplanen på hele E45, men at man fra Aarhus Vest og til Skanderborg Syd nu kan køre helt uforstyrret, uden vejarbejde, faktisk over et år før vi havde planlagt,« siger Thomas Danielsen.

Strækningen udgør halvdelen af motorvejsudbygningen rundt om Aarhus på i alt 16 kilometer. Når strækningen åbner før tid, skyldes det flere aktører, forklarer transportministeren.

»Det er takket være Vejdirektoratet. Derudover har underleverandørerne virkelig været fleksible og løsningsorienterede, og endelig så har bilisterne hjulpet os ved at køre pænt og ordentligt på strækningen,« siger Thomas Danielsen.

Midt i takketalen nævner han også en afgørende faktor.

»Den sidste jeg skal takke er Vor Herre, som har begunstiget os med godt vejr. Normalt kalkulerer man med 40 dage om året, hvor man ikke kan arbejde på grund af vejret. Men her har der stort set ikke været nogle dage, vi ikke har kunnet arbejde,« siger Thomas Danielsen.

Vejdirektoratet har siden november 2023 arbejdet på at udvide motorvejen fra to spor til tre i begge retninger. Bilister på E45 Østjyske Motorvej har særligt over sommeren været generet af vejarbejde. Det er gået ud over pendlere, ferietrafikanter og lastbilchauffører. Nu forklarer Thomas Danielsen hvorfor:

»Vi har givet bilisternes tålmodighed et ekstra vrid her til sidst i projektet, og det har betydet omkørsler over sommeren. Det gjorde vi, fordi vi kunne se, at vi havde mulighed for at indhente en masse tid, hvis vi spændte skruen en ekstra tand,« siger transportministeren.

Motorvejsudbygningen skal lette trafikken og de lange køer i myldretiden.

Til efteråret har Vejdirektoratet lagt sidste hånd på arbejdet. Derfra kan bilister køre på tre spor i begge retninger fra Aarhus V til syd for Skanderborg, hvor udbygningen af motorvejen fra Skanderborg til Vejle begynder.

Hvornår står resten af strækningen færdig på motorvejen rundt om Aarhus?

»Det går efter tidsplanen, som er i slutningen af 2026. Jeg håber selvfølgelig, at vejret og alting går op i en højere enhed, så vi også der kan blive færdige før tid,« siger Thomas Danielsen.

Transportministeriet oplyser ikke den præcise dato for åbningen af strækningen fra Aarhus V til Skanderborg Syd.

Vejdirektoratet udbygger E45 med et ekstra spor tre forskellige steder mellem Aarhus N og Kolding. Den samlede strækning for udbyggelsen er på 60 kilometer og forventes afsluttet alle steder i 2028.