Tobias Bendix Nielsen kan få en robot til at bevæge sig ved tankens kraft. Nu vil han hjælpe folk med Parkinsons
Tobias Bendix Nielsen skal snart til Letland med en opfindelse, han håber en dag kan hjælpe hans alvorligt syge far.
Her er en historie om for mange flødeboller og en robotarm, der kan bevæge sig ved tankens kraft.
En dag i december 2024 var 20-årige Tobias Bendix Nielsen til juleklip hos sin venindes familie. Hans andet hjem.
Venindens farmor havde været i Frellsen Chokolade og købt for mange flødeboller, til at de kunne spise dem selv, så han havde fået en invitation.
Derhjemme går de op i de samme ting som ham. Science og teknologi. De kender også til hans historie.
At han som 10-årig sad i sofaen derhjemme med sin far, Kasper Bendix Nielsen, som fortalte, at han havde fået konstateret Parkinsons sygdom, og brød sammen.
At han, siden han var 16 år, har forsøgt at komme på opfindelser, der kan hjælpe hans far. For selvom han har fået to operationer i hjernen, får han det stadig sværere. Han er svær at forstå, og han er stiv i især højre side af kroppen.
Han sad ved siden af venindens far og snakkede med ham om, at det er hårdt at have en far med Parkinsons.
Venindens far har en uddannelse i sundhedsteknologi og luftede en tanke om sammenhængen mellem tanker og bevægelser.
Er der ikke noget med, at man kan måle aktiviteter i hjernen, snakkede de om.
Efter en længere samtale, hvor han glemte alt om flødeboller og juleklip, sagde Tobias Bendix Nielsen lidt for sjov:
»Nu har jeg et nyt projekt, jeg kan arbejde på.«
Og så tog det fart.
Fra tanke til bevægelse
Målet for Tobias Bendix Nielsen er at hjælpe sin far og andre med Parkinsons med at bevæge sig bedre. Så han fortsætter idéen fra juleklippedagen.
Normalt snakker han hurtigt, men når han skal fortælle om projektet, tager han en dyb indånding og sætter farten ned.
Det er tydeligt, at han har fortalt det mange gange før.
Han gestikulerer med spredte arme i vejret og forklarer, hvordan tankerne er så stort et datasæt. Men ved hjælp af en AI-model, han har udviklet, kan en computer aflæse, hvilken bevægelse tankerne gerne vil have kroppen til at gøre.
I begyndelsen viste han det ved en lille lampe. Når han med elektroder på hovedet lukkede øjnene, lyste pæren ikke. Men når han åbnede øjnene, koncentrerede sig, og hjerneaktiviteten derfor steg, lyste pæren pludselig rødt.
Han havde bevist, at han med tankens kraft kunne få en lampe til at lyse.
Når han fortæller om det i dag, kan han ikke holde begejstringen nede.
»Det var nærmest magisk!«
Han løb ud og hentede familien, der var meget imponeret. Han skyndte sig også at vise det til sin fysiklærer og mentor, Pia Møller Nielsen.
»Det var sådan helt vildt crazy sejt. Nu kunne han faktisk måle hjernebølger. Jeg var bare helt sådan: ”Waow!”« fortæller hun.
Det er ikke ny viden, fortæller han om hjernesignalerne. Men der er ikke nogen, der før har udviklet en model som hans, hvor signalerne på sigt skal aktivere musklerne og på den måde forhåbentlig få bevægelsen tilbage.
»Det er jo ren og skær sci-fi, det her,« siger han selv om projektet.
Stædigheden
Når Pia Møller Nielsen skal beskrive ham, er der næsten ingen grænse for de rosende ord.
»Han er en kategori helt for sig selv. Han er både en virkelig god fyr og helt vildt skarp.«
Hans mor, Charlotte Bendix Nielsen, ved ikke, hvor han har al den viden fra.
»Det er ikke fra os,« siger hun grinende.
Men én særlig ting går dog igen hjemme hos dem.
Stædigheden.
På trods af sygdommen, der især gør ham træt og til tider frustreret, insisterer faren på at lave aftensmad de fleste aftenener, købe ind og vaske tøj.
Så er det på hans præmisser og ikke altid, som de andre ville have gjort, men han gør det.
Og selvom projektet, Tobias Bendix Nielsen kalder ”Fra tanke til bevægelse”, er meget komplekst, synes hans mor alligevel, at det er et af sønnens mest jordnære projekter.
»Vi forstår ingenting og alligevel det hele,« forklarer hun.
Hans far er stolt over ham og glæder sig til at se den færdige maskine. Ingen ved endnu, hvornår det bliver, da det er svært at sætte en deadline på teknologi, fortæller Tobias Bendix Nielsen.
»Meant to be-agtigt«
Efter kort tid byttede han den lille lampe ud med en robotarm, han selv havde bygget.
Efter mange ugers intensivt arbejde og en masse hjælp fra sin mentor står Tobias Bendix Nielsen i foråret 2025 igen til finalen i Unge Forskere-konkurrencen. For fjerde år i streg.
Men nu med sin robotarm, der er ca. halv størrelse af en rigtig arm og kan bevæge sig op og ned. Denne gang sidder elektroderne på hans arm, så når han løfter sin egen arm, bevæger robotarmen sig simultant.
Det er i Aarhus, så familien er for første gang med. Han har sagt til dem og vennerne, at de skal lade være at jinxe det, som de har gjort de andre år.
Men så bliver hans navn råbt op fra scenen.
Ikke bare én gang, men fire gange.
Han har vundet førstepladsen i ”Technology”-kategorien for seniorer. Han har også vundet tre særpriser, bl.a. for sin gode formidling.
Med det vinder han en plads til EM i Science i Riga, som han rejser til den 15. september. Senere skal han til det sydamerikanske mesterskab for unge forskere.
”Tænk, hvis de bare havde spist flødebollerne selv!” griner han.
»Det er virkelig mange små ting, der er gået op i en højere enhed. Sådan helt meant to be-agtigt. Det er nogle gange lidt sygt at tænke på,« siger han og tilføjer leende, at han pludselig er blevet helt religiøs.
Forleden holdt han oplæg for Parkinsonforeningen i Aarhus. Her fortalte han også historien om flødebollerne. Da han gik derfra, fik han chokolade i gave, og giveren sagde i sjov: »Hvad mon der sker nu, når du får chokolade den her gang.«
»Så er det nok Nobelprisen,« svarer Tobias Bendix Nielsen med et glimt i øjet.