Fortsæt til indhold
Indland

En morder holdt deres 13-årige datter fanget i 27 timer. Nu står forældrene frem: »Han får ikke lov til at ødelægge os«

Det er en af de mest opsigtsvækkende kriminalsager i nyere tid. En 13-årig pige fra Kirkerup blev bortført. Danmark holdt vejret, og sammenbruddet truede familien. Efter 27 timer i fangenskab blev pigen fundet. JP har mødt hendes familie to år efter befrielsen.

Der er knap tre kilometer fra Pernille og Allans villa i Kirkerup til skolebussens faste stoppested.

Tidligere cyklede deres døtre selv frem og tilbage hver morgen og hver eftermiddag.

Det får de ikke længere lov til.

Nu bliver de kørt.

I hvert fald de fleste dage.

Pernille og Allan insisterer ellers på ikke at leve i frygt for, at tragedien igen rammer deres familie. De nægter at lade sig styre af én mands ondskab, siger de.

Det er bare ikke så simpelt.

For lidt over to år siden gennemlevede de alle forældres værste mareridt. Deres dengang 13-årige datter vendte ikke hjem fra sin sædvanlige avisrute i Kirkerup. Nogle timer senere blev hendes cykel og mobiltelefon fundet i en grøft tæt på familiens hjem.

Hun var blevet bortført.

I over et døgn holdt Danmark vejret, mens politi og frivillige ledte efter pigen.

En national choktilstand, der ledte tankerne tilbage til den 17-årige Emilie Meng, som nogle år forinden forsvandt i Korsør – 25 minutters bilkørsel fra Kirkerup.

Emilie Meng kom aldrig hjem.

Senere viste det sig, at hun var blevet dræbt af manden, der også bortførte den 13-årige pige fra Kirkerup.

Heldigvis slap pigen fra Kirkerup med livet i behold. Efter 27 timer i fangenskab blev hun befriet af politiet. Liggende alene på et mørkt værelse med hænderne bundet og bind for øjnene.

Den dengang 32-årige gerningsmand blev anholdt i samme ombæring. Senere blev han dømt for det, som på retssalsdansk hedder grov vold, langvarig frihedsberøvelse, drabsforsøg, ulovlig tvang samt voldtægt under særligt skærpende omstændigheder.

Ord, som, når man læser dem op fra en domsafsigelse, bærer distancen i sig, men som dækker over en serie af uhyrlige, næsten ufattelige handlinger.

Eller som pigens mor siger, da vi sidder ned i den store, grå sofa i familiens stue med pulverkaffe og småkager på bordet mellem os:

»Ting sker, og uheld rammer, uden at der ligger ondskab bag. Folk kører galt i trafikken. Man kommer til skade på arbejdet. Men det her var ikke et uheld. Det var ond vilje, og måske gør dét det sværere at forstå og acceptere.«