Lægerne raser, og konflikten ulmer. Derfor er de så vrede
Et farvel til familielægen? På de sociale medier kører de praktiserende lægers kampagne på fuld damp. Men hvad handler konflikten egentlig om, og hvad siger patienterne? Forstå konflikten.
»Et farvel til familielægen«
»En bombe under vores system med praktiserende læger«
»En katastrofe for sundhedsreformen«
De praktiserende læger og deres organisationer har hen over sommeren fundet de helt store gloser frem og gjort sig klar til kamp.
Fronten er trukket skarpt op, og fjenden er et lovforslag, som regeringen i forsommeren sendte i høring, forud for at sundhedsreformen – den største af sin slags i et par årtier – snart skal føres ud i livet.