Hospital vil fastansætte Farzaneh som sygeplejerske – men nu skal hun forlade landet, få uger før hun er i mål
I næsten 10 måneder har et dansk sygehus brugt tid og skattefinansierede lønkroner på at gøre den erfarne iranske sygeplejerske Farzaneh Bagheri klar til et fast job. Men udlændingemyndighederne har netop bedt hende om at forlade landet. »Absurd« og »grotesk«, lyder det.
Hun overvåger børn, der vågner efter narkose og operation. Hun plejer og giver medicin til nyopererede cancerpatienter efter deres livsomvæltende operation. Hun taler med bekymrede pårørende og tager sig af patienter i opvågningen.
Iranske Farzaneh Bagheri er få uger fra at blive godkendt som sygeplejerske i Danmark og fra at begynde i et fast job som specialsygeplejerske på en højt specialiseret afdeling på Herlev Hospital.
Men nu har Udlændingenævnet besluttet, at hun senest sidst i august skal forlade landet med sin datter og mand.
Alt sammen på grund af noget, som kan virke som en juridisk spidsfindig detalje. Og blot fire uger inden målstregen var nået.