Flere kører på elcykel – og markant flere kommer til skade på elcykel
I takt med at elcyklernes popularitet er steget, er antallet af ulykker med elcykler steget endnu mere.
Livet på cykelstierne er blevet elektrisk.
På blot fem år er der sket en fordobling i salget af elcykler, og ifølge Danmarks Statistik har hver ottende familie nu en elcyklel i skuret, i cykelkælderen eller i carporten.
Men i takt med at elcyklernes popularitet er steget, er antallet af ulykker med elcykler steget endnu mere.
Faktisk er ulykkestallet for elcyklister de seneste fem år firedoblet.
Ifølge Jens Lauritsen, der er professor ved Forskningsenhed for Ortopædkirurgi og overlæge på Syddansk Universitet (SDU) og overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitets Hospital, bruger sundhedsvæsenet flere og flere penge på at behandle personer, der kommer til skade på deres elcykel.
Han peger på, at det er naturligt, at antallet af skader ved elcykelulykker stiger, i takt med at flere kører rundt på en elcykel.
Mere fart på
Men det spiller også ind, at der typisk er mere fart på en elcykel end på en almindelig cykel.
»Elcykler i sig selv er ikke farligere end andre cykler, hvis man ellers kan kontrollere dem. Men hvis du med din muskelstyrke og kondition normalt kører 10-15 km i timen på en almindelig cykel og så kommer over på en elcykel, hvor du måske kører 25 km i timen, så kan der opstå situationer, hvor ens normale opfattelses- og reaktionsevne ikke kan følge med,« siger han.
Det kan eksempelvis handle om, at man ikke er bevidst om, at den højere fart kræver længere bremselængde, eller om man ikke når at reagere i tide, hvis en fodgænger pludselig træder ud på cykelstien.
I 2018 blev 256 elcyklister behandlet på sygehus efter en cykelulykke – de 67 kom alvorligt til skade, viser sygehusenes indberetningsdata. I 2023 var tallene steget til 1.016 tilskadekomne elcyklister, hvoraf de 304 havde fået alvorlige skader.
Stigningen i antallet af elcykler og elcykelulykker har overraskende nok ikke betydet et tilsvarende fald i det samlede antal ulykker med almindelig cykel, påpeger Jens Lauritsen.
De har nemlig ligget nogenlunde konstant de seneste fem år på omkring 15.000 om året, konstaterer han.
Kigger man derimod på de ulykker, hvor det går så galt, at cyklisten dør i ulykken, er tendensen lidt anderledes. På landsplan bliver færre nu dræbt i ulykker med almindelig cykel, mens antallet af dræbte efter elcykelulykker stiger, viser den nyeste såkaldte Transportundersøgelse.
I 2024 blev 11 personer herhjemme dræbt i elcykelulykker, mens gennemsnittet de fem foregående år var otte.