Sproget knudrer når politikere får magt

Det var noget uklart, hvad Lars Løkke Rasmussen (M) rent faktisk mente, da han i 2009 fra Folketingets talerstol skulle forklare den daværende regerings skattepolitik som statsminister for Venstre.

Den nuværende udenrigsminister startede med at forklare, at regeringen havde lavet et system, hvor man skulle betale »lidt mindre« i skat, end man gjorde før, inden han fortsatte:

»Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til, at dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.«

Lars Løkkes citat står som et lysende eksempel på, hvornår politikernes sprog bliver mere knudret.

Sådan lyder det fra Frederik Hjorth, statskundskabslektor ved Københavns Universitet, som i et nyt studie konkluderer, at politikernes sprog ændrer sig, når de får en ministerpost.

De taler mere knudret og mindre forståeligt end kollegerne i oppositionen.

»Min teori er, at de ikke gør det, fordi de vil, men fordi de skal,« siger han.

Lektoren har analyseret halvanden mio. tekstbidder fra taler i Folketinget med sprogteknologi.

Han har målt ud fra, hvor højt lixtallet er, og hvor ofte politikeren bruger sjældne ord. Herefter har han set på, om personen var med i regeringen eller ej.

Ifølge Hjorth er resultatet entydigt, og man vil som vælger kunne mærke forskellen på en tale fra en minister kontra en oppositionspolitiker.

»Forskellen er testet blandt vælgere. Jeg har konstrueret eksempler, men jeg kan se, at de reagerer,« siger han.

Frederik Hjorth mener, at det mere komplekse sprog på en måde er et nødvendigt onde for ministre.

De skal forholde sig til mere tekniske detaljer og forstå juraen bag. De skal fremlægge lovforslag, som er skrevet i et svært sprog.

Lektoren fremhæver også, at det handler om specifikke emner, og særligt taler i forbindelse med coronapandemien var komplekse.

»Jeg kan dokumentere, at taler, der handler om covid, i gennemsnit også er mere komplicerede og sværere at forstå. Det samme gælder for taler, der handler om EU og finansiel regulering,« siger han.

Selv om sproget bliver komplekst, holder ministrene sig under den grænse, hvor deres budskaber er decideret uforståelige.

Men lektoren mener, at der er en politisk pris ved at tale kompliceret, da vælgerne bedre kan lide et enkelt sprog.

Oppositionen har en retorisk fordel, og det kan være med til at forklare, hvorfor regeringspartier typisk mister opbakning, mener Hjorth.

Han har imidlertid ikke undersøgt, om sprogbrugen har haft betydning for, hvor vælgerne har sat deres krydser på stemmesedlen.

Ifølge Jacob Bruun, der var særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, da politikeren var formand og statsminister for Venstre, bekræfter studiet den oplevelse, »man tit har«, når man arbejder i eller omkring politik.

»Det er lidt nemmere at tale bramfrit og uden forbehold, når man er i oppositionen,« siger han.

Jacob Bruun kan også genkende det billede, der bliver tegnet af ministre, for sproget bliver typisk snørklet.

Det skyldes primært, at ministrene taler under ministeransvar i Folketingssalen, lyder vurderingen.

»Man har simpelthen brug for at have nogle flere nuancer med for at være sikker på, at man taler præcist og ikke udelader væsentlige ting.«

Står ministre med en sag, som kan være politisk sprængfarlig, gør de sig meget umage med at kommunikere præcist.

»Her siger de tingene indstuderet og velforberedt. Prisen for at kommunikere præcist er nogle gange, at man kommunikerer mindre forståeligt,« siger Jacob Bruun.