Kom psykologerne før diagnoserne? Svend Brinkmann giver her sit bud på en »vild« dansk udvikling
Folketinget har ligestillet dem med læger. Og psykologerne har ikke bare indtaget sundhedsvæsenet – de er også i fare for at blive vores tids religion, påpeger professor i psykologi Svend Brinkmann.
Til en familiefødselsdag i foråret sad jeg over en høkerbajer og resterne af en chokolademousse og brokkede mig over manglende job i mediebranchen. Brokken slog dog kolbøtter på min 87-årige mormor.
Hun fortalte, hvordan min mors beslutning om at læse psykologi i midten af 80’erne blev set som at uddanne sig til arbejdsløshed.
Det skabte oprør i arbejderhjemmet, fortalte min mor mig efterfølgende. Min morfar var i dyb krise over, hvordan han skulle kunne fortælle noget så pinligt nede på værkstedet.
I maj besluttede Folketinget at flytte psykologer fra Socialministeriet til Sundhedsministeriet og stille samme krav til autorisation, som der i dag er til læger, sagde min mor med en vis stolthed i stemmen.