Fire kvinder blev dræbt på to døgn
Fire kvinder er blevet fundet døde siden mandag, og det er usædvanligt mange, mener eksperter, der påpeger en mulig ny tendens i metoden.
Kl. 13.12 mandag den 16. juni lød fire skud på åben gade i Brønshøj, og en 47-årig kvinde blev dræbt på stedet.
48 timer senere var yderligere tre andre kvinder fundet døde.
I to af sagerne fra ugen er de mistænkte gerningsmænd tidligere partnere til ofrene.
»Det er usædvanligt, at der er så mange formodede partnerdrab i løbet af så kort tid, og der er noget, der tyder på, at antallet af partnerdrab bliver højt i år,« siger Nell Rasmussen, der er jurist og kriminolog.