»Hej far. Det er mærkeligt uden dig«. Ella ved mere om døden end de fleste voksne
Dette er historien om Ella og om de tusinder af andre danske børn, der har mistet en forælder. Men det er ikke så meget en historie om døden, som det er en historie om livet. Og om himlens betydning i det store hele.
Du kan både læse og lytte til denne historie. Lyt her:
Blå. Blå som himlen. Himlen har fået en ny betydning for mig den seneste tid.
Jeg kigger op, når den ligger isblå som mundingen af en gletsjer. Jeg ser den jerngrå og mælkehvid, ser skyerne flyde violette over byen en lun aften i maj, og hver gang jeg ser op, tænker jeg på, om det er sandt, hvad børnene siger:
At deres far eller mor sidder deroppe lige nu.
Og når solen bryder frem efter en byge, tænker jeg på Ella.
Jeg tænker især på Ella, når jeg ser op. Jeg tænker på den dag, hvor det duftede af sommerregn ovre på kirkegården, og hvor hun svingede ned ad alléen under træerne med sit lange, mørkebrune hår.
»Far, jeg kommer nu,« hviskede hun og snurrede én gang rundt om sig selv.
Jeg tror, at det var der, det rigtigt gik op for mig, det med himlen.
Jeg hedder Lasse, og da jeg var ni år, gik min fars hjerte i stå.
Han lå bag målstregen til Kolding Halvmaraton i sine hvide tennissko og den lyserøde løbetrøje ude fra løbeklubben. Han havde ingen puls. Jeg så de blå blink i Jernbanegade. Jeg så min mors bange øjne.
De var blå. Blå som himlen.
Jeg ved, hun tænkte på, om vi havde mistet far. Hans hånd var kold, da jeg besøgte ham på intensivafdelingen om aftenen. Han spiste is og suppesteg gennem en slange. Der var mange slanger.
»Kommer vi til at se far igen?« spurgte jeg sygeplejersken, men husker ikke hendes svar.
Han var forvirret, da han vågnede to dage senere, og jeg var glad for at se ham. Han kunne jo have været død. Få minutter mere uden ilt til hans hjerne, tænker jeg af og til, og så havde han set mit liv fra himlen i dag.
Jeg tror, at dette er mit forsøg på at forstå, hvorfor tilfældet lod mig beholde min far lidt endnu, mens 1.520 andre danske børn og unge under 18 år ifølge Danmarks Statistik mistede en eller begge forældre sidste år. Det svarer til cirka fire hver dag.
Sådan var det også året før.
Og året før det.
Gennem foråret har jeg set op på himlen og tænkt på, hvordan det er, når far ikke vågner igen, på sorg, på døden og på de børn, som allerede ved mere om den end mig. Børn, som til tider føler sig anderledes og alene.
Forskning peger på, at de børn, der har mistet en forælder, kan være i højere risiko for at få ondt i sindet og klare sig dårligere i skolen. Blandt andet derfor har børnene ifølge dem, der arbejder med emnet, brug for, at vi er gode til at tale om, at sorg ikke går væk efter begravelsen, at vi alle skal herfra en dag, og at det kun er himlen, som er herre over, hvornår den dag kommer.
Gennem foråret har jeg kørt landet rundt med min ven, fotografen Stine, for at møde de børn. Børn som Ella.
For der er meget at lære af børn som Ella.
Ella er 13 år. Hendes fulde navn er Ella Marie Bremer Jakobsen, hun bor i Valby, går i 7. klasse og elsker at svømme.
Bassinet er et koldt frirum fra alle tankerne og fra den sorg, der sidder under klæderne. Når den er værst, giver den kvalme og hovedpine. Når den er mildest, blot et stort savn.
Ella savner sin far, og nogle gange bærer hun hans tøj. Shortsene bliver til knickers. Den røde polo hænger lidt.
Frank, som han hed, gik altid i et par larmende sutsko, der skiftede farve som sæsonerne. Han kunne lave gråd om til grin, og engang var han og Ella tre dage i Rom sammen. De tog sjove billeder med en selfiestang og spiste skittles, og Frank talte italiensk, for Italien var Franks andet hjem.
Ella og han havde et specielt bånd. Han forstod hende ret godt og gik ikke op i, hvad andre tænkte om ham. Han var bare den, han var, og han har lært Ella at være det samme.
Det var ham, hun skulle besøge den dag, hvor det duftede af sommerregn ovre på kirkegården.
Hun bar et par nye øreringe fra H&M, sort cowboyjakke, blå jeans. Vinden suste i trækronerne over hende, som hun svingede ned ad alléen. Bladene flimrede som skygger på asfalten, mens hun nynnede en melodi.
»Far, jeg kommer nu,« hviskede hun indimellem.
Da hun ankom til urnefællesgravstedet afdeling 20, kvidrede en solsort.
Hun gik ind på plænen og satte sig på hug foran en stenplade blandt de hvide bellis i det fugtige græs. Frank Georg Jakobsen, født 10/8 1956, død 4/6 2024, stod der på den. Så begyndte hun at tale med ham.
»Hej far, jeg kan ikke rigtigt sidde ned, så jeg må lige stå lidt. Jeg savner dig. Jeg skal på træningslejr i næste uge. Så skal jeg væk fra mor i en uge. Er det ikke vildt? Barcelona! Vi skal hjem på din dødsdag, men jeg kommer senere. Om aftenen! Jeg har sagt til mor, at vi skal købe blomster og over at hygge med dig.«
Sådan gør Ella ofte: Tager en tur over på kirkegården for at tale med far.
Er hun ked af det, står hun og stirrer på pladen, indtil tårerne stopper med at trille. Er hun glad, fortæller hun ham hvorfor. Bare fordi døden er kommet mellem dem, behøver samtalen jo ikke stoppe, og på en måde er han her stadig, for Ella finder spor efter ham. Hun er også vred på ham nogle gange.
Det er ikke fair, at han bare har efterladt hende, synes hun af og til. Hun bliver irriteret indeni, begynder at græde, tankerne vælter ud.
»Jeg tænker på, at jeg aldrig skal se ham igen, aldrig kramme ham igen, aldrig høre ham sige noget igen. Men så tænker jeg, at han ikke havde noget valg. Det er, fordi jeg elskede ham, at jeg bliver vred,« siger hun.
Frank døde af bugspytkirtelkræft. Hans sidste par sutsko var orange. Dem fik han med i graven.
Da han gik bort, fik Ella det svært i skolen. Nok har hun adhd, men det havde aldrig været et problem før. I nogle måneder kom hun ikke i hele dage. Hun syntes, at det var ubehageligt at sidde i klasseværelset og have lyst til at græde, mens alle de andre kiggede på hende. Ella følte sig langt væk fra Frank ovre i skolen. Derhjemme var hun tættere på.
Hun ved ikke helt hvorfor, men nu går det lidt bedre igen.
Hver dag har hun to billetter til at trække sig fra timerne. Så tager hun ofte musik i ørerne, Billie Eilish, Tyler the Creator eller Frank Ocean, spankulerer ned til Bodenhoff-bageren ved Lindevang Station, køber et pølsehorn og går tilbage igen med ro i hovedet.
Den seneste tid har hun været i skole hver dag, og det er hun ret stolt af.
Ella har også en storesøster. Selma, hedder hun. Hun har brune øjne som sin far, og hun kan stadig se ham for sig: Han står og spiser lakridser nede i køkkenet. Selma hader lakridser.
Ella siger, at Selma sørger anderledes, end hun selv gør, og det er rigtigt nok. Selma lukker sorgen inde. Derinde gror den, indtil hun har svært ved selv at være der.
Skulle hun illustrere sin sorg, ville hun tegne en person på et A4-ark og udfylde resten af papiret med tankebobler. Han kommer aldrig tilbage, ville der stå i dem.
Han kommer ikke til at se dig færdiggøre 9. klasse. Han kommer ikke til at være der, når du starter på efterskole. Han ligger ikke hjemme på sofaen og venter på, at du kommer hjem fra skole. Han sidder ikke ved spisebordet og kan fortælle jokes.
Alt det, hun savner mest.
Selma har det, som om de andre i klassen har glemt, at hendes far ikke længere er her. Det er, som om de ikke tænker over det. Som om de ikke helt forstår, hvordan det er at være hende.
»De vil gerne,« siger hun.
»Men jeg tror ikke, de kan. De har ikke selv mistet en far.«
Hun føler sig til tider meget alene. Også fordi Ella har det anderledes end hun.
Mens Ella er meget ked af det, nu hvor Frank er død, sørgede Selma allermest, inden han gik bort. Når hun tænker på ham, popper trælse billeder op som lyse pletter på synet. Hun ser ham være syg.
Ser ham på hospice.
Dengang stoppede Selma med at spise.
Hun fik en lillebitte portion morgenmad, ingen frokost, og om aftenen tvang hendes forældre middagen i hende. Det kom lidt ud af det blå, hun ved ikke hvorfra, mistede bare appetitten og begyndte at skære i sig selv for at få kontrol over alt kaosset.
En psykolog hjalp hende med at få styr på det, og nu går hun i sorggruppe med andre teenagere.
Hvis tankerne myldrer frem på puden om aftenen, piller hun ved sit armbånd i stedet for at gribe efter noget skarpt. Eller finder sin telefon for at se på billedet af far, der krammer hende med en stor italiensk øl i den ene hånd.
Og så finder hun fjer. Hun ved ikke, om hun tror på det, men der er noget underligt med de fjer.
»De dukker op meget mærkelige steder,« siger hun.
Der lå også en fjer i græsset den dag, hvor det duftede af sommerregn ovre på kirkegården. Ella samlede den op.
Hun gik over til stenen med sin fars navn, børstede den ren for jord og rettede lidt på en perleplade formet som en snemand. Hun sad et øjeblik og så lidt ned for sig, mens regnen trommede på paraplyen. Så talte hun videre.
»Det er mærkeligt, at det er et år siden, at du er død,« sagde hun.
»Det føler jeg ikke, at det er. Jeg synes, tiden går for hurtigt. Mor har det lidt svært for tiden, og vi skal snart flytte, og Selma havde sidste skoledag forleden. Det var sygt fedt, for jeg fik vildt mange karameller. Der er ikke engang gået en uge, og jeg har spist dem alle.«
Jeg stod i ly for regnen under et træ lidt derfra og lyttede.
Jeg så rundt på de andre gravsten. Der lå mange fædre.
Jeg så på de hvide bellis i græsset. Så kort tid de ville være her, tænkte jeg.
Jeg tænkte på tilfældet, på de to læger, der kom i mål efter min far og gav ham hjertemassage, og på at være ni år igen.
Nogle uger tidligere havde min far og jeg siddet i mit barndomshjem i Kolding og talt om alt det, der skete dengang. Det havde vi i grunden aldrig gjort før. Jeg tror, at det var nemmere at lade være.
»Folk skubber døden til side,« sagde han til mig den dag.
»Men jeg tænker lidt, som din onkel Frank sagde forleden. Hvorfor venter vi med at fortælle om alt det, vi holder af ved hinanden, til den dag, vi skal begraves? Vi burde jo sige det nu.«
Han fortalte om sin første løbetur efter indlæggelsen. Om nervøsiteten op til. Og om at starte i løbeklubben med den lyserøde løbetrøje igen.
»De stod da godt nok og måbede lidt, da de så mig,« sagde han.
»Nogle holdt sig langt væk. Mennesker har svært ved at spørge ind til sygdom. Det er lettere bare at gå forbi. På den måde slipper man for at forholde sig til, om man gør noget rigtigt eller forkert.«
»Hvad tænker du om, at jeg vil skrive om børnene,« spurgte jeg ham.
»Jeg håber, at vi tænker os om,« sagde han.
»Man ved aldrig, hvornår det er forbi. Det kan være i morgen.«
Regnen tog til over kirkegården. Fjeren på graven blev våd.
Jeg vidste, at Ella ligesom Selma fandt fjer overalt. De dukkede op i skolegården, på vej til svømning, hjemme i haven, og hver gang hun så en, smilte hun til den. Fjerene var spor fra far, for han var en hvid due i himlen, troede hun.
Der var også en hvid due på hans grav, så jeg.
Hun rejste sig op fra den.
»Det er mærkeligt uden dig. Jeg savner dig, jeg savner dig, savner dig, savner dig,« sagde hun.
Hun stod lidt i græsset.
»Men vi ses. Jeg elsker dig, far.«
Så gik hun hjem.
Jeg tror, at det var der, det rigtigt gik op for mig, det med himlen.
Alle tal i historien er hentet fra Statistikbanken og er per 1. januar 2025.
Hvis du eller en, du kender, har tanker om selvskade eller selvmord, så tal med nogen om det.
Du kan anonymt kontakte livslinjen på 70 201 201.
Du kan læse eller lytte til flere historier i serien ”Børn under himlen” herunder. Vi anbefaler dig at starte fra toppen. Dette var kapitel 1.
