86-årig rigmand blæser til kamp mod de mange skraldespande
Gunnar Kjems har fået nok affaldssortering og vil mobilisere en halv million danskere til at få skrottet den nuværende ordning. I stedet skal robotter overtage opgaven.
Store skraldespande, som blæsten får til at vælte rundt i det fredede landskab. Tilmed ødelægger lastbilerne vejene, når de kommer for at tømme beholderne.
Den 86-årige Gunnar Kjems’ stemme dirrer, da han beskriver, hvordan han sidste forsommer oplevede konsekvenserne af, at affaldet skal sorteres mere i hjemmene.
Siden episoden i sommerhuset på Mols antændte indignationen over sorteringsordningen, er den gradvist blusset op. Nu har den ældre herre sat sig for at få fjernet de ekstra skraldespande. Han har investeret millioner i kampen og allieret sig med markante offentlige stemmer.