Fortsæt til indhold
Indland

Store bededag var en stor kirkedag – nu holder få traditionen i hævd

I 47 af landets 2.300 folkekirker markeres store bededag i år med en gudstjeneste fredag. Mere end 200 kirker inviterer i stedet på varme hveder torsdag aften.

Kun få af landets kirker holder fast i traditionen med gudstjeneste på store bededag, der i år falder fredag den 16. maj.

Dagen var frem til 2023 en helligdag, som i kirkerne blev markeret med gudstjenester og konfirmationer i stor stil, men med en politisk beslutning om at afskaffe helligdagen vil mange kirker fredag stå tomme.

Ifølge Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er der i år 47 af de omkring 2.300 folkekirker, der afholder gudstjeneste store bededag. I 2024, hvor dagen for første gang var en almindelig arbejdsdag for de fleste, var det 101, viser videnscenterets optælling fra kirkekalenderen.

»Det handler formentlig om, at dagen ikke længere er relevant, når det ikke er en fridag. I 2023 har der måske været 1.000 gudstjenester,« siger Karen Marie Leth-Nissen, vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

I Hem, Hindborg og Dølby kirker i Viborg Stift er der ikke gudstjeneste fredag, og nogle konfirmationer er rykket til om lørdagen. Sidste år overvejede kirkerne at holde fast i gudstjenesten fredag, men endte med at droppe det, fortæller sognepræst Morten Rydal.

»Det har der været udbredt forståelse for,« siger han.

222 kirker har ifølge Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter valgt at markere bededagen torsdag aften, hvor der holdes gudstjeneste. Mange steder serveres varme hveder efterfølgende, som den folkelige tradition foreskriver. Det samme gjaldt 218 kirker i 2024.

»I folkekirken er man rigtig gode til at koble noget folkeligt med noget kirkeligt som eksempelvis allehelgensaften og halloween,« siger Karen Marie Leth-Nissen.

Sognepræst Morten Rydal fortæller, at man nu overvejer at indføre den tradition til næste år i Hem, Hindborg og Dølby kirker. Det skal det nyvalgte menighedsråd tage stilling til.

I kølvandet på regeringens afskaffelse af helligdagen opfordrede flere biskopper kirkerne til at holde traditionen med gudstjeneste på store bededag i hævd. Det gjorde blandt andre biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær, og han er ked af, at store bededag ikke længere er en dag, hvor mange vil gå i kirke.

»Ikke mindst, når vi taler om den tid, vi er i nu. Der er jeg fuldstændig enig med statsministeren, når hun siger, at vi har brug for en åndelig oprustning. Det handler blandt andet om en fællesskabsfølelse. Her har bønnen spillet en helt central rolle tilbage i tiden og gør det stadigvæk,« siger han.

Henrik Stubkjær glæder sig over, at man nogle steder markerer bededagen torsdag aften i stedet.

»Det er noget, der er kommet til, og jeg tror, at det vil vokse, for vi har brug for noget, der kan samle os,« siger Henrik Stubkjær.

17 kirker afholder konfirmation store bededag i år. Det skyldes ifølge videnscenteret formentlig, at datoen for konfirmationerne allerede var planlagt, da bededagen blev afskaffet som helligdag, og man har valgt at holde fast i datoen.

I de kirker, der har valgt at holde fast i gudstjeneste på store bededag, holdes 36 som aftengudstjeneste ifølge kirkekalenderen. Det gælder blandt andet i Stefanskirken på Nørrebro, hvor der afholdes musikgudstjeneste under overskriften ”Nallerne væk fra vores bededag”. Arrangementet afsluttes med hvedeøl.

Andre steder med mere traditionelle gudstjenester med fokus på bøn.

»Bøn minder os om, at vi ikke lever for os selv, men at vi kan hente hjælp til alting hos Gud. Det er værd at glæde sig over, derfor holder vi gudstjeneste store bededag,« skriver Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring om gudstjenesten.